30.08.2013, 08:40 | Af: Administrator

Reaktionsstærk keeper klar til Akademiet

Oliver Ottesen er klar til at tørne ud for FC Midtjyllands U17-mandskab i Ligaen.

FC Midtjylland har udviklet flere dygtige målmænd, og den næste i rækken kan meget vel blive 15-årige Oliver Ottesen, der er ny mand på ulvenes fodboldakademi.

Han var ikke gammel, da han meldte sig ind i den lokale fodboldklub, hvor han hurtigt fik pladsen mellem stængerne. Selv om der har været en enkelt afstikker til midtbanen, så er det i målet, at Oliver Ottesen har vist prøver på sit store talent.

- Jeg stod på mål til en træning, da vores keeper var skadet, og der syntes vores træner, at jeg var god, og så blev jeg målmand, forklarer Oliver Ottesen, som gennem børneårene ikke altid har været sikker på, at det var mellem stængerne, at fodboldkarrieren skulle formes.

- Jeg har haft nogle gange, hvor jeg ikke var så glad for at være målmand og overvejede at stoppe, men så er jeg endt med at blive glad for det igen, siger Oliver Ottesen, der begyndte karrieren i Roskilde Boldklub og sidenhen blev udtaget til FC Roskilde, hvor han spillede i to år, inden han tog springet til Akademiet på Heden.

Og her har Oliver Ottesen store ambitioner om at udvikle sig som spiller, så han en dag er klar til de helt store fodboldarenaer.

- Selvfølgelig drømmer jeg om at blive professionel fodboldspiller. Og på et tidspunkt vil jeg gerne til England og spille. Jeg elsker Premier League og ser det hver weekend og har altid drømt om at spille der, siger Ottesen, der dog i første omgang drømmer om debut for ulvene.

- Jeg har ambitioner om at udvikle mig som målmand og få superligadebut på et tidspunkt. Det vil betyde alt. Det er det, man har drømt om siden, man var lille. Det ville være en drøm at komme til at spille i Superligaen for FC Midtjylland, siger målmandstalentet.

Nogle af de trænere, der har hjulpet Oliver Ottesen til, at han nu er kommet endnu tættere på sin drøm, er talentchef i FC Roskilde Per Henning Jensen og førsteholdstræner Anders Theil samt Henrik Lund, der var en af de første trænere på målmandens fodboldrejse.

En af de begivenheder på fodboldrejsen, som Oliver Ottesen husker tydeligt, er en pokalkvartfinale for FC Roskilde.

- Den største oplevelse må være at komme i kvartfinalen i pokalturneringen med Roskilde. Vi tabte dog uheldigt. De udlignede i overtiden til 2-2, og i den forlængede spilletid scorede de på mystisk vis tre mål, husker Oliver Ottesen.

Selv om han har haft mange gode fodboldoplevelse i sine tidligere klubber, så var han aldrig i tvivl om at tage springet til Heden, da FC Midtjylland viste interesse.

- Jeg ville bare af sted med det samme. Jeg sagde til Friis (Roskilde-spiller som også er begyndt på Akademiet, red.), da han skiftede, at jeg også gerne ville til FC Midtjylland. Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg var lille. Jeg ser det som en stor mulighed for at blive professionel, siger Ottesen.

Og målmandstræner i FC Midtjylland Kresten Vedstesen har da også fået en spændende målmand at arbejde med.

- Han er en intelligent spiller, som læser tingene godt. Han er eksplosiv og dynamisk i det, han laver. Han er god med fødderne, god til at sætte spillet i gang og så har han en god udstråling og virker selvsikker, siger målmandstræneren.

- Det er vigtigt, at Oliver er læringsparat og modtagelig over for ændringer, så han optimerer sin egen læringsproces og tager imod inputs, siger Kresten Vedstesen.

Også akademichef Flemming Broe ser spændende perspektiver i den unge målmand.

- Der er ingen tvivl om, at Oliver er en meget spændende målmand med et stort potentiale. Han har en seriøs tilgang til sin sport, og han er meget træningsparat og fokuseret på at blive bedre på sine udviklingsområder. Han er meget committed, siger Flemming Broe.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox