20.08.2013, 20:47 | Af: Administrator

Reserveholdet vandt fortjent over Randers FC

FC Midtjylland slog tirsdag Randers FC i reserveligaen, i en kamp hvor peruaneren Victor Cedron for første gang blev prøvet af i den sorte bluse.

Fra første fløjt lagde ulvene et højt aggressivt pres i opgøret tirsdag eftermiddag hjemme på Ikast FS Baneanlæg. Det resulterede i, at de i størstedelen af første halvleg var toneangivende mandskab, dog uden at bringe sig i front.

Mange øjne var i opgøret rettet mod den 19-årige Victor Cedron fra Peru, der for første gang skulle give smagsprøver på sine kvaliteter i Midtjylland-trøjen. Det var da også en tilfreds Brian Priske, der efter kampen kunne kommentere på oplevelsen.

- Victor (red. Cedron) leverer en rigtig fin indsats i dag. Han viser gode tekniske færdigheder, og hans venstre fod er et stærkt våben. Han byder ind med en række fine indlæg og dødbolde. Naturligvis skal han bruge lidt tid til at tilpasse sig kulturen og måden vi spiller fodbold på, men det så fornuftigt ud.

Anden halvleg var væsentlig mere lige fordelt, men hjemmeholdet spillede sig frem til en række gode chancer. Alligevel var det først ti minutter før tid, at det forløsende mål blev scoret. Det var dog et særligt flot et af slagsen.

På en returbold fra et hjørnespark faldt bolden ud til hjemmeholdets Morten Koch Nielsen, der på akrobatisk vis sendte bolden i nettet med et saksespark. Det blev sejrsmålet i opgøret – et opgør FC Midtjylland fortjent kunne gå fra som vinder.

- Jeg synes vi er det bedste hold i dag. Santiago Villafane og Kolja Afriyie er begge ved at være tilbage fra skader. Det var godt at se dem i dag. Kolja er næsten, hvor han skal være og viste højt niveau. Santiago spiller sin første kamp siden skaden og ser ud til at være fint på vej mod kampformen, så det var to gode præstationer, slutter Brian Priske.

Næste kamp i reserveligaen er mandag den 2. september, hvor FC Midtjylland spiller sin tredje hjemmekamp på stribe klokken 16.00. Modstanderen er Silkeborg IF.

FCM 1 – 0 RFC (0 – 0)

79’ 1 – 0 FCM Morten Koch

Jakob HaugaardFrederik Møller, Kolja Afriyie, Sonni Nattestad, Jesper LauridsenAndré Rømer, Jonas Gemmer, Musefiu AshiruSantiago Villafane, Victor Cedron – Paul Onuachu

Udskiftninger:

Santiago Villafane

Kolja Afriyie

Musefiu Ashiru

Victor Cedron

Sonni Nattestad

Indskiftninger:

Mikkel Frankoch

Morten Koch Nielsen

Olajide Samuel Owolabi

Rasak Adebayo Odeyemi

Malte Hansen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox