15.08.2013, 06:30 | Af: Administrator

Tifoindsamling fredag til Brøndby-kampen

På fredag er der tifoindsamling på MCH Arena. Derfor vil der stå indsamlere ved indgangene.

Husk at have penge i lommen på fredag, når du går til fodbold på MCH Arena. Sådan lyder opfordringen fra tifogruppen på MCH Arena, som fredag arrangerer en indsamlingen til fordel for arbejdet med at udsmykke og skabe stemning på stadion.

- Tifo er en måde at vise på, at man er dedikeret til klubben, og man viser en stolthed over det område, man kommer fra. Det er en udtryksform, hvor man kollektivt kan sende et budskab af sted til klubbens egne spillere eller til modstanderen, siger Søren Ross fra Black Wolves.

I efteråret venter et par spændende lokalderbys mod tilbagevendte Viborg FF, og tilskuerne kan allerede nu glæde sig til nogle fantastiske rammer til de opgør.

- Det bliver stort og noget af det bedste, vi har set i de seneste par sæsoner. Det bliver dyrt, så det er vigtigt, at folk spytter i kassen, når vi har vores indsamling på fredag, siger Søren Ross.

Spillerne ser det
Det er ikke kun tilskuerne, der lægger mærke til de flotte tifoer. De bliver også bemærket inden for kridtstregerne, fortæller Jesper Juelsgård.

- Personligt lægger jeg meget mærke til det, når der sker noget hos fansene. Det er super fedt, og man lægger mærke til det, når man træder ind på stadion, siger Jesper Juelsgård, der roser fansene for den store opbakning, de leverer.

- Opbakningen betyder utrolig meget. Det bedste eksempel var vel mod SønderjyskE, hvor vi kunne høre dem hele kampen igennem. De var med til at hjælpe os igennem, så vi fik vendt 0-1 til 2-1. Mod Randers var der rigtig mange med, og man kunne høre dem gennem hele kampen. Jeg har kun ros til dem, siger Juelsgård.

Der vil til fredagens kamp mod Brøndby stå indsamlere rundt ved samtlige indgange på MCH Arena, så husk at have penge på lommen, således vi i samlet flok kan få finansieret en fantastisk ramme i både Herning og Viborg.

Hvad er en tifo?
- Tifo er en forenkling af det italienske ord tifosi, som betyder passioneret supporter
- I dag bruges tifo mest som betegnelse for spektakulær koreografi udført af fans på tribunerne i forbindelse med en sportsbegivenhed - oftest en fodboldkamp
- Tifoer ses ofte ved vigtige kampe, og bliver lavet af klubbens fans for at vise deres tilknytning og kærlighed til deres klub.
- Tifokulturen har sin oprindelse i Italien og Sydeuropa og startede slutningen af 1960'erne. Det har siden spredt sig og fået en dominerende rolle inden for fodboldkultur i Europa 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox