31.08.2013, 15:49 | Af: Administrator

U19 vandt 2-1 over AGF

Rasak tæt på hattrick i fortjent sejr til ulvene

FCM U19 lagde friskt fra land i lørdagens ligakamp mod AGF,og fortsatte de gode takter fra sidste weekends kamp mod Vejle. Presspillet fungerede, og spillerne var rolige og velovervejede i boldomgangen, mens de søgte efter de offensive åbninger.

Efter tyve minutters blev det gode spil belønnet med en scoring, da Mikkel Frankoch med en stikning fandt Rasak i feltet. Alene med målmanden svigtede FCM-frontløberen ikke, og bragte ulvene på 1-0.

FCM U19 fastholdt initiativet efter føringsmålet, men kunne ikke helt holde det samme tempo i kombinationerne som i kampens start. Alligevel lykkedes det ulvene at bringe sig på 2-0 umiddelbart før pausen.

Rasmus Lauritsen fandt Rasak ude på højrekanten, og så trak FCM-topscoreren ind i banen, hvorefter han med venstrebenet sendte bolden i nettet med en flot afslutning fra kanten af feltet.

- Hans foretrukne ben er det højre, men han fik altså vist, at han også kan bruge det venstre, fortalte en fornøjet Kenneth Andersen, der havde mange roser til nigerianeren, som kampen igennem voldte AGF store problemer.

Træværket forhindrede hattrick
I pausen instruerede Andersen sine spillere til at fortsætte med at trykke AGF tilbage, og benyttede derudover lejligheden til at skifte Jonas Gemmer ud med Sigurd Schøndorf - Gemmer var forståeligt træt efter at have spillet 95 minutters i førsteholdets pokalkamp mod Vendsyssel i torsdags. Midtbaneslideren fik kort inde i anden halvleg selskab på bænken af Olajide Samuel Owolabi. Samuel vred om på anklen i kampens start, og måtte kort inde i anden halvleg lade sig udskifte med Mikkel Adamsen.

FCM U19 jagtede derefter den tredje scoring, der definitivt ville afgøre kampen. Den så ud til at komme, da Anders Lund servicerede Rasak med et perfekt indlæg. Desværre blev angriberen snydt for sit hattrick, da hans afslutning tog overliggeren.

I takt med at der blev mindre og mindre sand i timeglasset, gik AGF over til at slå lange bolde op mod FCM's bagkæde - noget de fik lov til, fordi ulvene ikke længere lagde det samme pres på boldholderen.

Det gav gevinst med ti mintter igen, da FCM-forsvaret ikke får clearet en fremlægning ordentligt - i stedet slap AGF's Victor Nielsen igennem, og sparkede reduceringen i nettet med et vinklet skud. Så lukkede FCM-defensiven til gengæld også sammen, og ulvene kunne derfor køre tre fortjente point ind på kontoen.

- Vi måtte undvære nogle spillere på grund af skader (Solgaard, Java og Malte Schmücker, red.), og startede derfor med et par U17-spillere i startopstillingen i form af NK og Sterring. Derudover har vi Gemmer, der er slidt og Samuel, der bliver skadet undervejs, så det var en lidt tilspidset situation. På trods af det viser vi god indstilling, flot spil i perioder, og henter en fortjent sejr. Det kan vi ikke være andet end tilfredse med, konkluderede Kenneth Andersen efter kampen.

Næste kamp for FCM U19 er udebaneopgøret mod sidste års guldvindere FC Nordsjælland. Der er kampstart på Farum Park d. 14/9 kl. 13.00.

FC Midtjylland U19 - AGF U19 2-1
21' 1-0 Rasak Adebayo Odeyemi (assist Mikkel Frankoch)
44' 2-0 Rasak Adebayo Odeyemi (assist Rasmus Lauritsen)
81' 2-1 Victor Nielsen, AGF

Startopstilling FCM: Michael Ravn - Rasmus Lauritsen, Asger Sørensen, Malte Kiilerich Hansen, Rasmus Nissen - Jonas Gemmer, Mikkel Frankoch, Simon Sterring - Olajide Samuel Owolabi, Rasak Adebayo Odeyemi, Anders Lund

Udskiftninger:
46' Jonas Gemmer ud, Sigurd Schøndorf ind
50' Olajide Samuel Owolabi ud, Mikkel Adamsen ind
75' Simon Sterring ud, Gloire Rutikanga ind

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox