08.09.2013, 15:03 | Af: Administrator

For lidt og for sent for U17

Ramte først niveauet i de sidste tyve minutter i 1-3 nederlaget til AaB.

De første tyve minutter af søndagens U17-kamp var ganske begivenhedsfattige. FCM U17 var spilstyrende, men det blev aldrig til mere end optræk til chancer - oftest fordi den sidste aflevering og indlæggene savnede kvalitet.

Gæsterne fra AaB formåede heller ikke at skabe chancer i kampens indledning, men det skulle ændre sig efter godt tyve minutters spil. Her kombinerede nordjyderne sig igennem i venstresiden og fik sat bolden ind i feltet, hvor de kunne bringe sig foran.

Det var langt fra det bedste FCM-forsvarsspil, der var blevet præsteret på EDC Arena igennem tiden, men omvendt bør gæsterne også roses for glimrende angrebsspil i situationen.

Målet gav gæsterne momentum, mens FCM-spillerne virkede trætte og uoplagte. Derfor var det også ganske rimeligt, at gæsterne kunne gå til pause med føringen intakt.

I anden halvleg fik FCM U17 sat AaB under pres, men efter 10 minutters spil blev situationen yderligere forværret for ulvene. Et forholdsvist ufarligt boldtab på AaB's banehalvdel udviklede sig kritisk, da FCM-spillerne var for lang tid om at komme hjem, og så kørte AaB omstillingen til ende og scorede.

Slået tilbage til start
Målet fungerede som et regulært wake-up call for FCM U17, der skruede op for tempoet og pressede AaB langt tilbage på egen banehalvdel.

Da Rasmus Nicolaisen med et kvarter igen reducerede på hovedstød, efter at et FCM-hjørne gav en returbold, trak det op til 15 meget lange minutter for gæsterne, men der skulle blot gå nogle få sekunder, inden kampen igen ændrede karakter.

AaB gav bolden op, førte den frem i højresiden, hvorfra der blev slået et indlæg, som FCM-forsvaret havde alle muligheder for at cleare. Det skete bare ikke, og så kunne AaB bringe sig på 3-1 allerede inden, måltavlen var blevet opdateret med Nicolaisens scoring. Et mål som Svend Graversen havde meget svært ved at kapere efter kampen.

- Det er vi hamrende irriterede over, og det må bare ikke ske. Det er den eneste gang, de er over midterlinjen i de sidste tyve minutter. Vi kan ikke ændre det nu, men vi skal tage det til efterretning, og det gælder ikke bare spillerne, mens også os i trænerstaben, skummede FCM-træneren.

Målet skulle vise sig at blive afgørende, selvom FCM-chancerne stod i kø i de sidste tyve minutter. To afslutninger blev reddet på stregen, mens to andre tog stolpen og gik ud.

FCM U17 spillede 80 minutter mod AGF i onsdags, men Svend Graversen mente ikke, at træthed var årsagen til, at hans mandskab i store dele af kampen ikke spillede op til vanligt niveau.

- Det er klart, at fordi vi kom bagud mod AGF, var vi nødt til at bruge nogle ekstra kræfter, men jeg synes egentlig ikke, det burde være et problem. Til gengæld synes jeg at vi i dag - frataget de sidste 20-25 minutter - havde en indstilling, der sagde "det går sgu nok", konstaterede FCM-træneren.

Næste kamp for FCM U17 er udekampen mod FC Nordsjælland på Farum Park på lørdag 14/9 klokken 15.15.

Se højdepunkterne fra kampen mod AaB her.

FC Midtjylland U17 - AaB U17 1-3 (0-1)

0-1 AaB 22'
0-2 AaB 50'
1-2 Rasmus Nicolaisen 65'
1-3 AaB 65'

Startopstilling: Oliver Ottesen - Rasmus Nicolaisen, Kristian Dirks Riis, Alexander Munksgaard, Anders Hagelskjær (Mikael Anderson 41') - Alexander Nicolajsen (Nikolaj Kirk 60'), Gloire Rutikanga, Mikkel Duelund - Martin Høgstad (Mads Olsen 65'), Simon Sterring, Rasmus Nissen

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox