03.09.2013, 11:42 | Af: Administrator

Frederik Møller Arets Talent i Ikast-Brande Kommune

Frederik Møller blev mandag aften hædret som Årets Talent i Ikast-Brande Kommune. Også Jesper Juelsgård blev hædret ved arrangementet.

Ikast-Brande Kommune hædrede mandag aften ildsjæle, ungledere og talenter i kommunen. I kategorien Årets Talent var Frederik Møller, der i denne sæson har fået debut for FC Midtjyllands superligamandskab, nomineret.

Og den pris løb Ikast-knægten, der har gået på FC Midtjyllands fodboldakademi og i dag er en del af førsteholdstruppen hos ulvene, med og fik overrakt det synlige diplom af formanden fra Kultur- og Fritidsudvalget Kirsten Mørup.

- Vi er rigtig stolte over, at Frederik har fået prisen. Han er en rigtig god rollemodel for andre lokale drenge. Han er gået hele vejen fra en almindelig fodboldspiller til at komme på Akademiet og få debut på ungdomslandsholdene og seneste i Superligaen, siger akademichef Flemming Broe.

- Frederik besidder den største færdighed, man kan have som talent nemlig vilje. Han arbejder hårdt og har en tro på tingene, og det er det, der har bragt ham dertil, hvor han er i dag. Han er en ener på træningsbanen og besidder de menneskelige kvaliteter, som vi ønsker vores unge spillere skal have, siger Lars Friis, der er A+ træner i FC Midtjylland.

- Han er prototypen på en spiller, som aldrig giver op. Han er en dygtig fodboldspiller, som er kommet lidt fra baghjul. Han har nogle egenskaber, som kan bære ham igennem til at gå hele vejen til at blive fast superligaspiller og fortsætter han, som han er startet, er jeg ikke i tvivl om, at han får en rigtig fin fodboldkarriere, siger Lars Friis.

Til arrangementet blev også Jesper Juelsgård hædret for sin debut på det danske landshold i 2012, ligesom FC Midtjyllands håndboldpiger ligeledes blev hædret for deres flotte sæson, hvor holdet vandt the double.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox