27.09.2013, 13:14 | Af: Administrator

Fuld spilletid til ulv i vigtig landsholdssejr

Akademispilleren Alexander Munksgaard spillede samtlige minutter, da det danske U17-landshold torsdag aften besejrede Kasakhstan 1-0 i Varde Idrætspark.

Der var vigtige point på spil, da det danske U17-landshold torsdag aften tog hul på EM-kvalifikationen hjemme mod Kasakhstan. Derfor var der med spænding set frem til, hvilke talenter U17-landstræner Jan Michaelsen ville bringe i spil imod den østeuropæiske modstander.

Set med FCM-briller kunne man med glæde konstatere, at Jan Michaelsen startede med akademispilleren Alexander Munksgaard på højre back.

Alexander Munksgaard, som har en fortid i FCM-samarbejdsklubberne Vind IF og Vinding UIF, fik endda fuld spilletid og holdt sammen med resten af den danske defensiv målet rent. Anderledes gik det for Kasakhstan, som efter 35 minutters spil indkasserede kampens enlige scoring på et straffespark.

Selv om det måske var ventet på forhånd, at Danmark ville vinde med en større margin, var U17-landstræneren tilfreds med de danske drenges præstation.

Vi skaber seks store chancer i dag, så et mål mere ville have været optimalt, men vi matcher dem fysisk og holder dem fuldstændigt fra chancer, hvilket er rigtig flot mod et så fysisk betonet hold, sagde Jan Michaelsen til dbu.dk.

Akademispilleren Kristian Dirks Riis var også med i truppen, men han måtte overvære hele kampen fra bænken. Midterforsvareren kan dog gøre sig forhåbninger om at komme i aktion i landsholdstrøjen allerede lørdag. Her tager U17-landsholdet nemlig imod Østrig, som tabte 4-0 til Schweiz i deres indledende kvalifikationskamp. Kampen fløjtes op klokken 18.00 og finder sted på Haderslev Stadion.

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox