21.09.2013, 17:05 | Af: Administrator

Potentialet forblev uforløst mod VFF

FCM havde mulighederne men måtte nøjes med 0-0 mod ærkerivalen.

2008 skal man tilbage til for at finde sidste duel mellem ærkerivalerne, FC Midtjylland og Viborg FF. Før denne sæson kom forløsningen så endelig for begge lejre, da viborgenserne sikrede sig oprykning til landets bedste række. Igen stod der lokalderby på Superliga-menuen – og så endda hele tre gange.

Lørdag var tiden så endelig kommet, hvor sæsonens første indbyrdes opgør skulle stå. Uden for banen er man ikke i tvivl om, at de fleste fans af Viborg FF og FC Midtjylland ikke er glade for hinanden. Trods fem år siden sidste møde og stor udskiftning i begge trupper, så følelserne ud til at have fundet vej til grønsværen. Der blev gået til den i de fysiske dueller, og i presspillet sad begge holds spillere tæt og tungt på hinanden.

Gæsterne var godt med, og særligt på omstillinger viste Ove Christensens mandskab flere prøver på deres kvaliteter i det offensive spil. FC Midtjylland satte sig dog mere og mere på spillet, som halvlegen skred frem, og fra omkring den halve time havde Riddersholms drenge etableret et mere eller mindre konstant pres på de – i dagens anledning – orangeklædte viborgensere.

Første store mulighed bød sig, da Jeppe Curth fandt Eyjolfur Hedinsson, der for første gang startede inde for FCM. Islændingen kunne akkurat nå læderet med en straks vrist, men han vippede forsøget over Michal Peskovic’ mål. Umiddelbart efter var det Morten ’Duncan’ Rasmussens tur til at forsøge sig, men han fik dårligt træf på Sylvester Igbouns oplæg.

Også Danny Olsen fik en kæmpe mulighed, vel nok halvlegens største, da han kom glidende ind i en aflevering fra Hedinsson. Olsen havde selv fundet islændingen med en smart aflevering, men hans efterfølgende forsøg blev blokeret foran kassen, og de to mandskaber gik til pause med 0-0.

Hjemmeholdet fortsatte dog presset straks fra anden halvlegs start, og det gav en mulighed allerede efter et minut, da Erik Sviatchenko forsøgte sig på saksespark. Også Hedinsson bød sig til, og han burde nok have omsat Sylvester Igbouns aflevering bedre end til et skud forbi mål.

Viborgenserne lå konstant og lurede på omstillinger, men de mange utrættelige løb gav sjældent udbytte. Nicholas Gotfredsen kom til et ufarligt forsøg fra distancen efter godt 55 minutters spil, men rigtig tæt på var hverken han eller holdkammeraterne endnu kommet. Der skulle dog kun gå yderligere fem minutter, før Superliga-topscorer Thomas Dalgaard viste sin evige farlighed, men André Rømers opdækningsfejl forblev ustraffet, da VFF-angriberen sparkede forbi Jonas Lössls mål.

Kampen var langsomt gået i stå, og FCM-bænken reagerede med at sende Tjørring-knægten Pione Sisto i aktion efter en god time. En velkæmpende Eyjolfur Hedinsson, der endnu er lidt fra den fysiske topform, forlod banen. Kort efter kom Kristian Bak Nielsen til en god chance, men med både god tid og plads fik han headet Jeppe Curths fine indlæg et stykke forbi Peskovic’ mål.

Duncan kom frem til en kæmpe mulighed tæt under mål, men den store angriber sendte Sylvester Igbouns aflevering lige på Michal Peskovic. Med kun godt et kvarter tilbage skulle der snart laves kasser; Frank Kristensen kom i aktion til fordel for André Rømer. En offensiv satsning af hjemmeholdet.

Endnu engang fandt ’Sly’ Morten ’Duncan’, og det krævede en redning på stregen af Babajide Ogunbiyi at holde FCM-topscoreren fra at score sit syvende sæsonmål. Også indskiftede Frank Kristensen kom frem til en mulighed, før Jeppe Curth fik et langskud stoppet lige foran kassen. Med knap ti minutter tilbage væltede mulighederne ned mod VFF’erne, der til gengæld indskiftede Aleksandar Stankov til at lure på de omstillinger, der måtte byde sig.

Slutteligt kom høje Paul Onuachu ind i stedet for Duncan, men et tamt frisparksforsøg fra Jesper Juelsgård var alt, det blev til i de sidste minutter. I et opgør der aldrig kom helt op at ringe, men hvor mulighederne bestemt bød sig for FC Midtjylland, må ulvene skuffende nøjes med 0-0 i det længe ventede derby mod Viborg FF. Æv.

KAMPFAKTA:

Superligaen, runde 9: FC Midtjylland - Viborg FF 0-0 (0-0)

Advarsler: 67' Jeppe Curth (FCM) - 22' Marcel Rømer, 90' Aleksandar Stankov (VFF)

Holdopstillinger (Udskiftninger): 
FCM: 1 Jonas Lössl, 6 Jesper Juelsgård, 7 Jeppe Curth, 9 Morten 'Duncan' Rasmussen (88' Paul Onuachu), 11 Danny Olsen, 18 Erik Sviatchenko, 21 Eyjolfur Hedinsson (64' Pione Sisto), 26 Patrick Banggaard, 28 André Rømer (73' Frank Kristensen), 32 Kristian Bak Nielsen, 44 Sylvester Igboun.

VFF: 1 Michal Peskovic, 2 Jonas Thorsen, 4 Jacob Egeris, 5 Mikkel Rask, 6 Christopher Poulsen, 7 Lucas Jensen, 14 Babajide Ogunbiyi, 18 Nicholas Gotfredsen, 20 Simon Nagel, 23 Marcel Rømer (81' Aleksandar Stankov), 29 Thomas Dalgaard.

Dommer: Jakob Kehlet

Tilskuere: 9.195 på MCH Arena

Kampens FCM-spiller: Erik Sviatchenko

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox