06.09.2013, 15:43 | Af: Administrator

Reserverne dukket i Aalborg

Spillet berettigede til point, men målene udeblev mod AaB

En frisk omgang blæsevejr satte sit præg på begivenhederne i eftermiddagens reserveholdsopgør i Frejaparken i Aalborg. I første halvleg var det FCM II der spillede op mod vinden og også i overført betydning kom ulvene fra kampens start i modvind.

Værternes Søren Frederiksen startede med en erobring på FCM's banehalvdel en AaB-omstilling, og fandt med en aflevering Henrik Dalsgaard på kanten, inden han selv afsluttede angrebet med en scoring på Dalsgaards tværaflevering.

Målet var ganske symptomatisk for første halvleg, hvor FCM ganske vist lukkede helt ned for AaB i det etablerede spil, men flere gange var på nippet til at løbe ind i kontra-kniven, ført af et aalborgensisk hold med mange hurtige spillere.

Efter 24 minutters spil måtte André Rømer desværre udgå med det, der lignede en muskelskade. I hans sted kom Mads Pedersen på banen.

Stolpen i vejen for udligning
Mod halvlegens slutning kom ulvene bedre med, og begyndte at true AaB-målet. De gode takter fortsatte i anden halvleg, hvor FCM II - nu med vinden i ryggen - indenfor de første halvandet minut skabte to store chancer. Først et svirpende langskud, og på det efterfølgende hjørnespark headede Paul bolden på stolpen.

Tometer-manden sørgede for at holde tingene simple, og leverede en god kamp, både som opspilsstation og som targetspiller.

FCM's overtag blev mere udtalt som anden halvleg skred frem, og udviklede sig i de sidste tyve minutter til en veritabel belejring af AaB-feltet. Med lige dele dygtighed og held formåede værterne dog at ride stormen af. Søren Frederiksens tidlige mål blev således udslagsgivende, og det ærgrede Lars Friis:

- Jeg står tilbage med blandede følelser. Der er et væld af gode præstationer at tage fat i - Rasmus Lauritsen kommer ind på højre back og lukker helt ned for AaB's angreb i den side, Kolja leder og dirigerer og støtter de mange unge spillere og Asger Sørensen og Frankoch blev bare bedre og bedre som kampen skred, og sådan kunne jeg fortsætte.

- Vi havde syv spillere med, der til daglig spiller U17 og U19, og det var en super erfaring for dem. Alligevel ville vi gerne have byttet det for et eller tre point, men sådan skulle det ikke være, lød det med beklagelse fra Lars Friis.

Kampen bød på comeback til et par skadede spillere. Eyjolfur Hedinsson fik en halvleg, leverede en fornuftig indsats, og mærkede ingen gener fra den skade, der har forsinket hans debut for førsteholdet.

Modsat forholdt det sig desværre med Sonni Nattestad. Midterforsvareren måtte lade sig udskifte tyve minutter før tid, da hans skadede ankel var begyndt at gøre knuder.

Næste opgave for FCM II er udekampen mod rækkens førerhold, AGF. Det opgør spilles tirsdag d. 17/9 kl. 14.00. Se stilling og resultater fra Reserveligaen her.

AaB II - FC Midtjylland II 1-0 (1-0)
6' 1-0 Søren Frederiksen

Startopstilling FCM: Oliver Korch - Kolja Afriyie, Asger Sørensen, Sonni Nattestad, Frederik Møller - André Rømer, Eyjolfur Hedinsson, Mikkel Frankoch - Erik Braun, Paul Onuachu, Musefiu Ashiru

Indskiftninger:
24' André Rømer ud, Mads Pedersen ind
46' Eyjolfur Hedinsson ud, Rasmus Lauritsen ind
70' Sonni Nattestad ud, Malte Kiilerich Hansen ind
70' Mads Pedersen ud, Razak Adebayo Odeyemi ind
80' Erik Braun ud, Anders Lund ind

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox