16.09.2013, 11:05 | Af: Administrator

Studiefest på MCH Arena

I samarbejde med Uddannelsesby Herning inviterer FC Midtjylland studerende gratis Superligakampen mod FC Nordsjælland. 

Siden slutningen af august har adskillelige tusinde laptops landet over fået trykket tasterne ekstra hårdt, når de studerende har skullet tage noter. Alene i Herning Kommune og Ikast-Brande Kommune er over 4.000 studerende, enten tilbage på skolebænken eller lige startet på en ungdoms- eller videregående uddannelse.

I samarbejde med Uddannelsesby Herning inviterer FC Midtjylland til studiestartsfest på MCH Arena mandag den 16. september, hvor alle studerende inviteres gratis til fodboldkampen mod de forsvarende vicemestre fra FC Nordsjælland.

I FC Midtjylland arbejder man meget målrettet med talentudvikling, og skolen er en meget vigtigt del af den uddannelse, som de unge spillere får på Akademiet.

- Vi arbejder ud fra en holistisk tilgang til talentudvikling, hvor vi kigger på tre parameter, så det fodboldfaglige, den sociale udvikling og den skolemæssige uddannelse går op i en højere enhed og på den måde skaber hele, velfungerende mennesker, fortæller Flemming Broe, der er akademidirektør i FC Midtjylland.

I FC Midtjylland ser man derfor en klar rød tråd mellem det at støtte studiemiljøet og klubbens talentudvikling.

- FC Midtjylland er baseret på to tårne. Vi er regionens hold, og vi er talentudviklere. Derfor siger vi, at vi ”dyrker drømmen”. Alle unge mennesker har en drøm om at begå sig i livet. De drømmer om, at deres uddannelse eller sportslige ambitioner bliver realiseret, og det vil vi gerne hjælpe til at nå, siger Flemming Broe.

- Det sociale er vigtigt. Både i forhold til fodbold og uddannelse arbejder man i fællesskab på at opnå sine mål. Vi vil gerne levere rammen for, at de studerende kan dyrke deres fællesskab og få en god fodboldoplevelse på MCH Arena, siger Michael Munch, der er marketingskoordinator i FC Midtjylland.

Arrangementet mandag den 16. september er startskuddet til et større samarbejde med områdets uddannelsesinstitutioner, hvor UddannelsesbyHerning har fungeret som kontaktformidler mellem de studerende og FC Midtjylland.

- Da FC Midtjylland spurgte os om vi ville hjælpe med at skabe kontakt ud til de studerende, sagde vi ja med det samme.  I Uddannelsesby Herning arbejder vi blandt andet med at udvikle et spændende fritidsmiljø for de studerende, så der er mange forskelligartede tilbud til dem, når de ikke har undervisning, siger Anne Sofie Persson der er projektleder ved Uddannelsesby Herning.

- Det er vigtigt at give de studerende en god velkomst når de kommer hertil området, og det er fantastisk at FC Midtjylland, vil være med til at byde de studerende velkommen, afslutter Anne Sofie Persson.

Alle studerende kan få gratis éntre til kampen mod FC Nordsjælland ved at vise deres studiekort i billetboden på Unibet Tribunen.

I næste uge vil Uddannelsesby Herning og FC Midtjylland præsentere det nye samarbejde mellem studerende og fodboldklubben.

Vis dit studiekort & kom til FC Midtjylland-FC Nordsjælland

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox