07.09.2013, 11:31 | Af: Administrator

U17 møder AaB på søndag

U17-holdet kan med en sejr spille sig op på førstepladsen

Onsdag aften blev det til en 3-1 sejr over AGF for FCM U17, der har fået en glimrende start på sæsonen med syv point efter tre kampe. Allerede søndag spiller holdet dog igen, og det passer egentlig Svend Graversen godt, at der ikke er tid til at hvile på laurbærrene:

- Både mod Silkeborg og AGF kom vi bagud, og vi har endnu til gode at score kampens første mål. Det skal vi have lavet om på mod AaB, lyder målsætningen fra U17-træneren.

Mod AGF var ulvene i udpræget grad spilstyrende, men Svend Graversen forventer ikke, at kampen mod nordjyderne kommer til at forløbe på samme måde:

- Nej, AaB vil forsøge at lægge et større pres på os, og vi kommer ikke til at have bolden så meget som mod AGF. Vi kan heller ikke forvente at komme til så mange afslutninger, som det var tilfældet sidst, så vi er nødt til at være bedre til at udnytte de chancer, vi får, siger Svend Graversen.

De to klubber mødte hinanden på sidste spilledag i sidste sæson, og her blev det til en FCM-sejr på 3-0 – blandt andet på to mål af Erik Braun.

Den bedrift kommer han dog ikke til at gentage på søndag – kantspilleren afsoner sidste karantænedag, og er som eneste FCM-mand definitivt ude af opgøret.

De nordjyske gæster har før opgøret spillet to kampe i sæsonen, og her er det blevet til to pointdelinger med henholdsvis Vejle og AGF – pudsigt nok de samme modstandere som FCM U17 også har mødt i de to forudgående kampe.

Der er kampstart på EDC Arena i Ikast kl. 13.00.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox