23.09.2013, 09:23 | Af: Administrator

Ulvehjertet uddelt for anden gang

I foråret 2013 blev hædersprisen ULVEHJERTET for første gang uddelt, da Per Østergaard fra Nr. Felding GIF fik hæderen overrakt. Lørdag, i forbindelse med repræsentantskabsmødet i FCM Klubsamarbejdet, havde håndbolddirektør, Torben Kølbæk, og leder af FCM Klubsamarbejdet, Tommy Jensen, fået æren af at overrække det næste ULVEHJERTE i rækken.

FC Midtjylland består af 158 samarbejdsklubber i Midt- og Vestjylland. I de klubber er der mere end 4.000 frivillige ildsjæle, som med deres engagement, drivkraft og energi er det pulserende hjerte i regionen. De lokale foreninger og idrætsklubber giver sammenhængskraft og holder liv i lokalsamfundene. De hjælper unge men­nesker til at få en aktiv livsstil og nogle sunde værdier.

Som professionel håndbold- og fodboldklub må vi aldrig glemme vores rødder i breddeidrætten. De lokale græsrødder udgør det hjerte, der holder eliteidrætten i gang. Uden de tusindvis af frivillige ville der ikke være noget fundament for eliten – derfor vil vi ydmygt sige tak til dem, der via deres store arbejdsindsats dagligt gør en forskel i vores region.

Vi vil hylde de lokale ildsjæle via overrækkelsen af Ulvehjertet; som er en pris, der siger tak til den frivillige indsats i regionens foreninger og idrætsklubber.

Ulvehjertet går til de lokale ulve, der er med til at skabe sammenhold i flokken. De ulve, der går forrest og tager sig af de små ulveunger og værner om resten af flok­ken. Ulvehjertet er en hyldest til samarbejdet, men også en hyldest til de enere, der tør være visionære og nytænkende og dermed trækker ulveflokken frem mod nye mål.

Derfor gik Ulvehjertet lørdag til Kresten H. Poulsen fra Bedsted IF. Kresten har igennem flere år vist sig som en ekstra stor og kraftfuld dynamo i det område af Ulveland, der ligger længst fra centrum og i et område, hvor der i det hele taget er langt mellem klubberne. Selv om der er langt imellem klubberne på Salling, Mors og i Thy, er Kresten dog om nogen en person, som på frivillig basis bygger bro imellem områdets klubber – uanset om det gælder arbejdet i FCM Klubsamarbejdets områdeudvalg, som skoleleder på FCM Miniakademi eller som træner for diverse unge mennesker i området. Kresten er med andre ord et menneske, som sørger for at afstandene i Ulveland aldrig bliver store.

FC Midtjylland siger tak til Kresten for hans store betydning for fællesskabet og samarbejdet i regionen.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox