22.01.2014, 07:00 | Af: Administrator

Alle mand får chancen mod Vejle

Ulvene stiller med to forskellige hold til hver halvleg i årets første træningskamp.

Når FC Midtjylland i morgen løber på banen mod Vejle Boldklub til opstartens første træningskamp, vil alle spillere få chancen for at vise sig frem. Trænerteamet har således valgt at stille med to forskellige hold til de to halvlege.

- Vi arbejder ud fra et princip om, at vi gerne vil give alle spillerne en fair chance for at vise sig frem, og vi vil gerne holde truppen så bred som muligt så længe som muligt, siger cheftræner Glen Riddersholm.

SE OGSÅ: Få FCM-nyheder direkte i din indbakke - tilmeld dig her

I efteråret gav ulvene førsteholdsdebut til syv unge spillere, og det er vigtigt at holde hele truppen skarp frem mod et spændende forår.

- I kampen mod Vejle vil man se, at vi spiller med to forskellige hold i hver halvleg, så alle får mulighed for at vise sig frem.  På den måde holder vi alle spillere skarpe. Vi føler også, at vi har en bred og stærk trup, og det gør, at der ikke er noget, der er givet på forhånd. På den her måde sørger vi for, at spillerne er motiverede, og motivation er vigtig i en lang opstart, forklarer Riddersholm.

Derfor er det vigtigste i årets første træningskamp da heller ikke resultatet men derimod, at holdet arbejder videre med de ting, de har haft fokus på på træningsbanen og ikke mindst får nogle værdifulde meter i benene.

- Det primære er at komme ud og arbejde videre med de taktiske elementer, vi har arbejdet med på træningsbanen. Vi skal ud og vise, at forståelsen kan overføres fra træningsbanen til kamp. Derudover skal vi løbe en masse meter, og resultatet er anden prioritet. Det primære er, at alle spillere kommer i kamp, og at der er en forståelse for de ting, vi har arbejdet med. Og når det er på plads, så plejer resultaterne meget naturligt at følge med, siger Glen Riddersholm.

Kampen mod Vejle Boldklub, der har den tidligere FC Midtjylland-træner Tonny Hermansen som cheftræner, har kampstart torsdag klokken 13.00 på EDC Arena. Der er fri entre til kampen. Se ulvenes opstartsprogram her.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox