13.01.2014, 10:30 | Af: Administrator

Offensiv finsk talent på Akademiet

Oskari Jakonen er taget til Danmark og FC Midtjylland for at leve sin fodbolddrøm ud. Den 16-årige finske ungdomslandsholdsspiller bliver en del af U17-truppen på ulvenes akademi.

Det er en finsk spiller, der har gode erfaringer med Danmark, som har taget turen fra hjemlandet og sydvest på, hvor han i den kommende sæson bliver en del af U17-truppen på FC Midtjyllands fodboldakademi.

For Oskari Jakonen var nemlig med på det finske ungdomslandshold, der blev nordiske mestre lige for næsen af Danmark. Den hidtil største oplevelse i den 16-årige finnes fodboldkarriere.

- Det var stort at vinde det nordiske mesterskab. Det var virkelig fedt. Vi mødte Danmark i finalen og spillede 1-1 i den ordinære spilletid og gik i straffesparkskonkurrence og vandt. Jeg brændte dog mit skud, smiler Oskari Jakonen.

Allerede som fem-årig begyndte han til fodbold sammen med sine kammerater. De offensive gener har altid ligget i ham, og primært har Jakonen ligget på 10'er positionen eller helt fremme i angrebet, men det er også blevet til kampe på kanterne.

Lever drømmen ud
I Finland spillede Oskari Jakonen allerede seniorfodbold i landets tredjebedste række, men hos ulvene bliver han en del af U17-holdet, og det er en drøm, der er gået i opfyldelse for den 16-årige offensivspiller.

- Jeg udlever drømmen lige nu. Men jeg vil selvfølgelig gerne blive en bedre spiller og nå så langt som muligt, siger Jakonen, der drømmer om Premier League, hvis han skal drømme stort.

- Det er den bedste liga i verden.

Han er bevidst om, at det er et stort skridt at sige farvel til familie og venner i Finland, men besøget hos ulvene overbeviste ham om, at det var her, hans fodboldfremtid skulle ligge.

- Atmosfæren i klubben er god, og personerne er søde. Jeg følte mig godt tilpas. Det er en meget stor forandring, og det kan blive hårdt i begyndelsen. Det var selvfølgelig en svær beslutning, fordi jeg er så ung, men da jeg tog den, føltes det rigtig godt, siger Oskari Jakonen.

Jakonen har ikke sit store fodboldtalent fra fremmede. Hans far Petri Jakonen er nemlig tidligere landholdsspiller for Finland og arbejder i dag for det finske fodboldforbund. Og han er helt tryk ved at sende sin søn til Danmark og FC Midtjylland.

- Skiftet har været velforberedt, og jeg har stor tillid til FC Midtjylland. Du ved aldrig, om det er rigtigt eller forkert, men vi har en god følelse. I FC Midtjylland taler man ikke kun om tingene, man gør det også. Det er som en stor familie, og det gør, at jeg føler mig tryg ved, at spillerne ikke bare bliver efterladt alene, siger Petri Jakonen, der også peger på, at det gode samarbejde med Ikast-Brande Gymnasium har spillet en vigtig rolle.

Oskari Jakonen selv glæder sig til at fortsætte sin udvikling på Akademiet.

- Tempoet er hurtigere her, og spillerne og trænerne er bedre, så jeg tror, at træningerne vil være på et højere niveau her, bemærker han.

Passioneret spiller med gode værdier
U17-træner i FC Midtjylland Svend Graversen glæder sig over tilgangen af den finske ungdomslandsholdsspiller.

- Han er en fysisk rigtig spændende spiller, som er hurtig og atletisk. Oskari er en spiller med stor passion, og det er noget af det, vi har lagt meget vægt på. Skal man komme fra et andet land og have succes, skal man være både fysisk og mentalt klar, siger Svend Graversen.

- Han skal lægge den taktiske del på sit spil i forhold til, hvordan vi spiller fodbold i Danmark. Men vi glæder os rigtig meget til at arbejde med ham. Han har en personlighed, som passer godt til de værdier, vi har i FC Midtjylland. Han arbejder hårdt og er ydmyg i forhold til den mulighed, han har fået, siger U17-træneren.

Det finske fodboldforbund var sidste år på besøg os FC Midtjyllands, lige som ulvene har haft repræsentanterne deroppe. Og akademichef Flemming Broe ser spændende muligheder i det dansk-finske samarbejde og glæder sig over, at det er lykkes at tilknytte Oskari Jakonen Akademiet.

- Det er rigtig interessant med en spiller fra Finland. Det er et internationalt perspektiv, som kan være med til at udvikle Akademiet. Vi har set, hvordan de nigerianske spillere har haft stor betydning for de danske spillere og omvendt. Det er altid interessant at se spillere fra andre fodboldkulturer, siger Flemming Broe.

- Vi har store forventning til Oskari. Han har nogle rigtig spændende kompetencer. Vi må også sige, at endnu engang har uddannelsessystemet i Ikast bevist, at man kan løfte rammerne for en ung spiller, lyder roserne fra Flemming Broe.

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox