24.01.2014, 12:37 | Af: Administrator

Riddersholm: Jakob er en ønskespiller

Cheftræner Glen Riddersholm glæder sig over tilgangen af Jakob Poulsen, som han kalder en ønskespiller.

FC Midtjylland kunne i dag præsentere en gammel kending i den sorte dragt. Jakob Poulsen, som spillede for ulvene fra 2010 og til 2012, hvor han blev solgt til franske Monaco, er tilbage i FC Midtjylland, og det glæder ikke overraskende cheftræner Glen Riddersholm.

- Jakob er en ønskespiller for mig. Det har jeg aldrig lagt skjul på. På den korte baner giver han os nogle muligheder, som er tvingende nødvendige, men han giver også nogle muligheder fremadrettet, siger Glen Riddersholm.

- Jakob er billedet på det, en erfaren spiller skal kunne. Han en rollemodel for vores unge spillere, og samtidig har han et sportsligt meget højt niveau, og det gør netop, at han er den perfekte spiller i det udviklingsmiljø, vi har i FC Midtjylland. Han giver os kvalitet både på og uden for banen, siger Riddersholm.

I december skrev ulvene kontrakt med Oluwafemi Ajilore, og med tilgangen af Jakob Poulsen er hullet efter Danny Olsen og Jeppe Curth dermed lukket, hvilket skaber en god balance i den midtjyske trup.

- Jakob er spilintelligent. Han er løbestærk og dygtig på bolden, og så er han en trussel i forhold til assister på standardsituationer, og han kan selv score. På den måde får vi forhåbentlig lukket det hul, som Danny har efterladt. Vi får en kvalitetsspiller ind, som kan være med til at løfte topniveauet på holdet.

- Tilgangen giver os et element af både offensivt og defensivt flair. Han er en lederfigur, som helt automatisk vil gå forrest. Vi bliver mindre forudsigelige, fordi vi får endnu en kreativ kraft tilført truppen, og det betyder utrolig meget for os, at vi får flere facetter til vores spil tilført på samme niveau, som vi havde i efteråret, siger Glen Riddersholm, der også roser midtbanespillerens menneskelige kvaliteter.

Da Jakob Poulsen senest var i FC Midtjylland, var han den del af det danske landshold, og Riddersholm tror på, at Poulsen kan få comeback i den røde hvide-trøje. 

- Han er sulten efter at komme hjem og vinde noget. Da han senest var i FC Midtjylland, fik sit spil op på et niveau, så han var aktuel for landsholdet, og det er min formodning, at vi i fællesskab igen kan få Jakob op på det niveau, så han igen kan komme med omkring landsholdet, men selvfølgelig også så han kan gøre en afgørende forskel i FC Midtjylland, så vi kan konkurrence med helt fremme i rækken, om vi håber at kunne gøre, siger Glen Riddersholm, der også peger på, at det er en fordel, at Jakob Poulsen kender klubben godt.

- Det gør, at tilvænningsperioden bliver kort. Han kender menneskerne i klubben og den måde, vi træner på, så han skal ikke have den samme form for tilvænning, som man ofte vil se, forklarer cheftræneren, som også sender en venlig hilsen til de mennesker, der har gjort det muligt at hente Jakob Poulsen til klubben. 

- Jeg vil gerne takke bestyrelsen og de venner af huset, som har gjort det muligt at hente Jakob. Det er et ønskescenarie for os, at han kommer, og det er jeg meget ydmyg omkring, men også meget taknemmelig for, siger Glen Riddersholm.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox