18.01.2014, 08:05 | Af: Administrator

Riddersholm: Træner hårdere end nogensinde

Cheftræner Glen Riddersholm er godt tilfreds med de første to uger af opstarten, hvor spillerne har vist stor ærgerrighed.

Ulvene har sat punktum for den anden uge af opstarten. Og cheftræner Glen Riddersholm kan med tilfredshed se tilbage på de første to uger.

- Vi har haft en rigtig god opstart. Jeg kan konstatere, at der bliver trænet igennem, og der bliver trænet hårdere, end der nogensinde er blevet. Spillerne er i en fysisk rigtig god udgave, og vi har aldrig testet bedre, siger Glen Riddersholm.

I opstarten er ulvene blandt andet blevet testet på det nye testcenter på Ikast-Brande Gymnasium, og det giver trænerteamet helt nye muligheder.

- Det har givet os nogle værdifulde tal, som vi kan arbejde ud fra. Vi arbejder også med adfærdsprofiler, kostoptimering, og vi har fået en analyzer ind, som skal analysere kampe for os i foråret. Vi har gang i mange ting, som gør, at vi forhåbentlig står i en skarp udgave i foråret.

Det er dog ikke kun den fysiske del af træningen, der er fokus på. Den lange opstartsperiode giver nemlig også mulighed for at arbejde på det taktiske område.

- Opstarten er med udgangspunkt i det fysiske, men samtidig har vi også mulighed for at træne taktisk, og der er vi lige nu i gang med den offensive del af spillet, fortæller Riddersholm, der kan glæde sig over, at det kun er Rilwan Hassan, der er ude med en længerevarende skade.

- Skadessituationen i truppen ser fornuftig ud. Der er meget få ting, vi døjer med, og spillernes ærgerrighed og parathed i hverdagen er virkelig god, siger cheftræneren, der første gang får lov til at opleve sine spillere i kamp på torsdag i næste uge, hvor Vejle Boldklub er modstanderen.

Arets første træningskamp har kick-off klokken 13.00 på EDC Arena i Ikast, hvor der er gratis adgang.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox