22.01.2014, 12:04 | Af: Administrator

Skadesopdatering: Petter Andersson er skadet!

Petter Andersson er ude i op til otte uger med en knæskade, mens Kolja Afriyie, Eyolfur Hedinsson, Oliver Korch og Rilwan Hassen ligeledes er ude med skader. Bliv opdateret på ulvenes skadessituation.

Ved mandagens træning mærkede Petter Andersson et smæld i knæet. Der er tal om en ny skade i menisken, der ikke direkte er forbundet til Anderssons tidligere knæskade. Det formodes, at Petter Andersson skal igennem en operation i næste uge og herefter gennemgå otte ugers genoptræning.

Desværre er fire andre FCM-spillere ligeledes ude med skader.

Eyjolfur Hedinsson har været igennem et rigtig fint forløb med genoptræning, men har ved træningen med holdet mærket en reaktion i hoften. Han skal igennem en ny vurdering ved en hofteekspert og starter et eksternt behandlingsforløb fra på mandag.

Kolja Afriyie har grundet en diskusprolaps været ramt af gener i opstarten og skal MR-scannes og man afventer, i forhold til resultatet af scanningen, en specialists syn på hvorvidt han kan ”nøjes” med et behandlings- og genoptræningsforløb eller om han skal igennem en operation.

Rilwan Hassan har en skade i baglåret. Hassan er begyndt genoptræning, men der går noget tid før han er klar.

Oliver Korch har et brud på en knogle i hånden. Han blev opereret d. 21. december og går nu med skinne. Der afventes en CT-skanning. Han er i gang med genoptræning, men det forventes at der går seks til otte uger før han kan træne med bold.

Skaderne ærgrer cheftræner Glen Riddersholm, der føler med de ramte spillere.

- Mine tanker går til de gutter, der igen og igen døjer med skader. Det er ærgerligt både for dem og os. Skaderne er alle slagrelateret og skyldes ikke overbelastning ved træningen, siger Riddersholm, der i samme ombæring roser klubbens sundhedssektor.

- Vores sundheds- og træningsstab gør et fantastisk stykke arbejde med at holde vores spillere fit og skadesfri. De her skader er mere eller mindre tilfældige skader, der opstår i kølvandet på tidligere skader eller ved tilfældigheder, siger Glen Riddersholm.

FC Midtjylland var også hårdt ramt af skader i efterårssæsonen, men holdet præsterede alligevel godt.

- Vi føler os bestemt ikke begunstiget med at have flere erfarne spillere ude. Omvendt så finder jeg trøst i, at vi har en trup, der er stærke som hold. Så jeg ligger ikke søvnløs om natten, da har vi trup, der præsterer 110 % hver dag og en række unge, ærgerrige spillere, der kommer med utrolig meget entusiasme, hvilket er en fornøjelse at se, siger Glen Riddersholm

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox