30.01.2014, 14:39 | Af: Administrator

Sørensen: Det er kæmpestort

Asger Sørensen fik en drengedrøm opfyldt, da han i dag skrev under på en kontrakt med den østrigske storklub Red Bull Salzburg.

Det er gået stærkt for 17-årige Asger Sørensen det seneste år. For præcis et år siden var han en af de akademispillere, der fik chancen på ulvenes træningslejr i Portugal. Godt et halvt år senere kom så debuten for FC Midtjyllands bedste mandskab.

Det skete i pokalkampen mod FC Djursland i september, hvor den stærke midterforsvarer var valgt til startopstillingen. Siden er det blevet til et par kampe på bænken for superligamandskabet i løbet af efteråret, men superligadebuten har Sørensen endnu til gode.

Og den kommer sandsynligvis ikke lige foreløbig, da det i dag blev officielt, at akademispilleren skifter til den østrigske storklub Red Bull Salzburg, der ligger nummer et i landets bedste række og er videre i Europa Leauge, hvor holdet møder Ajax Amsterdam.

- Det er kæmpestort. Jeg er virkelig glad for det. Det er det, man har gået om drømt om. Det er noget af det største. Jeg kan næsten ikke sætte ord på det. Det her er et stort skridt på vejen for mig. Mit mål er at blive Bundesliga- eller Premier League-spiller, siger Asger Sørensen.

Han var i første omgang på besøg i Red Bull Leipzig, men det endte altså med at blive Red Bull Salzburg, at fodboldfremtiden ligger for forsvarstalentet.

- Jeg glæder mig til skiftet. De har en helt klar strategi for mig, fortæller Asger Sørensen.

Stor chance at få
Det er planen, at han i begyndelsen skal spille for klubbens andethold FC Liefering, der spiller i den østrigske Erste Liga, der svarer til den danske 1. division.

- Og så skal jeg træne med førsteholdet to-tre gange om ugen, tilføjer Sørensen, der blot er førsteårs U19-spiller.

Det kræver store overvejelser, inden man rejser til et fremmed land som 17-årig, men muligheden for at skifte til Salzburg-klubben var en chance, som Asger Sørensen ikke turde lade passere.

- Mine overvejelser gik på, om jeg var klar til at rejse fra familie og venner og de trykke rammer, men når man får så stor en chance, så skal man tage.

Som 15-årig skrev Asger Sørensen kontrakt med FC Midtjylland og blev optaget på klubbens akademi. To og et halvt år er det blevet til hos ulvene, og det er år, som Sørensen aldrig glemmer.

De bedste år i mit liv
- Det har nok været de bedste to og et halvt år i mit liv. Det har været helt fantastisk, og jeg er virkelig glad for, at jeg tog til FC Midtjylland. Jeg kan kun rose klubben. Jeg har udviklet mig på mange områder, og træningen har været meget detaljeret og specifik, siger midterforsvareren, der for nyligt blev udtaget til det danske U18-landshold.

Han tager mange gode redskaber fra FCM-tiden med i rygsækken til Østrig.

- Jeg tager med, at jeg har været vant til at bo alene og være i et træningsmiljø med et højt niveau. Nu skal jeg bare ned og give den gas, siger Asger Sørensen, der på sigt håber at kunne tilkæmpe sig en plads på østrigernes førstehold.

- Min ambition er at komme på Red Bull Salzburgs førstehold og forhåbentlig få nogle kampe der. Måske ikke inden for det første halve år, men derefter vil jeg gerne, siger Asger Sørensen, der håber på, at han på sigt kan skifte til samarbejdsklubben Red Bull Leipzig, hvis det lykkes den ambitiøse tyske klub, der lige nu ligger til oprykning til 2. Bundesliga, at rykke op i Tysklands bedste række.

Asger Sørensen sætter mandag kursen mod Østrig, hvor der venter tests både mandag og tirsdag, inden han onsdag rejser på en ti-dages træningslejr til Tyrkiet, hvorefter han skal af sted med det danske U18-landshold.

Dermed er der lagt op til nogle spændende dage for forsvarstalentet, der med skiftet til Red Bull Salzburg følger i fodsporene på Mads Albæk (Reims), Morten Knudsen (Inter), Lasse Vigen (Fulham), Victor Fischer (Ajax), Winston Reid (West Ham) og Simon Kjær (Lille), der også alle har fået deres fodbolduddannelse på midtjydernes akademi, og sidenhen er blevet solgt til udenlandske klubber.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox