19.01.2014, 16:58 | Af: Administrator

U17 tog hul på 2014 med tur til Tyskland

Sluttede søndag som nr. 6 i indendørsturneringen Audi Cup i Flensborg.

Vinteren er over os, og vejret indbyder til indendørs aktiviteter.

Det gør sig også gældende for FCM U17 der søndag tog hul på sæsonforberedelserne ved at at deltage i indendørsturneringen Audi Cup i Flensborg.

Her var ulvene i pulje med Hamburger SV, SønderjyskE, Holstein Kiel og et udvalgt hold bestående af lokale spillere fra Schleswig/Flensborg.

Kampene gik over 12 minutter og der blev spillet med fem spillere og fast målmand, og FCM U17 fik en god start, med en 3-1 sejr over HSV i åbningskampen.

Siden fulgte en 2-0 sejr over SønderjyskE, inden det blev til et 1-3 nederlag til Holstein Kiel, og i puljens sidste kamp spillede ulvene 1-1 med det lokale bidrag.

Det skulle vise sig lige akkurat ikke at være nok til at avancere fra puljen, hvor de to bedste hold gik videre. Med mindst mulige margin tilfaldt pladsen i semifinalen  HSV, der også sluttede med syv point og samme målforskel som FCM - men havde scoret et mål flere undervejs.

Som treer skulle FCM U17 møde Wolfsburg fra den anden pulje i en placeringskamp. Den endte 4-2 til tyskerne, og dermed sluttede ulvene på en samlet sjetteplads. Erik Braun blev holdets topscorer.

Svend Graversen havde gerne set sit hold gå hele vejen, men var ellers fint tilfreds med udbyttet af turen:

- Jeg er lidt skuffet, for vi var i en overkommelig pulje, som vi burde være gået videre fra. De tyske hold har ikke så lang tid til ligastart, og man kunne godt mærke, at de var længere fremme i deres forberedelser end os. Der blev gået til makronerne og tacklet igennem, og alt i alt var det en fin måde at tage hul på forårssæsonen på.

Vinder af Audi Cup blev FCM's ligakollegaer fra Vejle, der i finalen slog Holstein Kiel med 4-2.

Både FCM U17 og FCM U19 spiller næste træningskamp på lørdag, hvor Esbjerg er modstanderen i Ikast. Der er kampstart henholdsvis kl. 12.30 (U17) og kl. 15 (U19) og kampene forventes afviklet på EDC Arena. For U17's vedkommende bliver der spillet tre "halvlege" af 40 minutter.

FCM U17's trup til Audi Cup: Oliver Ottesen, Alexander Munksgaard, Alexander Nicolajsen, Erik Braun, Martin Høgstad, Mads Olsen, Malte Jürgensen, Rasmus Nissen, Simon Sterring

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox