03.01.2014, 10:36 | Af: Administrator

Ulvene forlænger med talentfuld kantspiller

FC Midtjylland har forlænget kontrakten med 19-årige Musefiu Ashiru, så den nu løber frem til sommeren 2017.

For halvandet år siden kom Musefiu Ashiru sammen med Paul Onuachu til FC Midtjylland fra ulvenes nigerianske samarbejdsklub FC Ebedei. I sommer forlængede klubben kontrakten med den høje angriber Paul Onuachu med tre år, mens Musefiu Ashiru skrev under på en et-årig forlængelse.

Siden har den lynhurtige kantspiller imponeret så meget i den midtjyske trup, at den et-årige kontrakt nu er vekslet til en ny kontrakt, som løber frem til sommeren 2017.

LÆS OGSÅ: Spændende forår venter: Køb sæsonkort her

- Musefiu har gennemgået en rigtig god udvikling, siden han kom for halvandet år siden, og han har nogle spændende spidskompetencer, siger ordførende direktør Claus Steinlein og peger især på Ashirus hurtighed og driblefærdigheder.

- Men han er en spiller til fremtiden og ikke en, vi har forventninger til på kort sigt. Vi tror og håber, at han på sigt kan være afløseren på kanten. Men vi ved, at det tager to-tre år at integrere spillere på førsteholdet, siger Claus Steinlein.

Cheftræner Glen Riddersholm ser ligeledes et stort potentiale i den driblestærke kantspiller, der fik sin debut for ulvene i sidste sæsons pokalottendedelsfinale mod Randers FC, mens hans superligadebut kom i denne sæson, da han blev skiftet ind i 5-2-sejren over Brøndby i august.

- Musefiu er en spiller, der har overbevist os om sine store individuelle kvaliteter. Han er den hurtigste spiller, vi har fået fra vores nigerianske samarbejdsklub FC Ebedei, og han sparker på nuværende tidspunkt langt bedre end vi tidligere har set spillere, der kun har været her i halvandet år, gøre, siger cheftræner Glen Riddersholm.

Sammen med Paul Onuachu har kantspilleren været i Danmark i halvandet år, og her har de to teenagere taget store skridt i deres udvikling.

- De skridt, de har taget, har været bemærkelsesværdige store set op imod, at Izunna, Sylvester og Rilwan, som vi kender bedst, har været her seks-syv år. Så den udvikling har været imponerede. Men der er stadig lang vej at gå, for det er en svær balancegang at tilpasse sig den europæiske måde at spille fodbold på, siger Riddersholm.

Musefiu Ashiru står noteret for tre kampe fra FC Midtjylland.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox