30.01.2014, 16:36 | Af: Administrator

Ulvene henter Francis Dickoh

FC Midtjylland har skrevet kontrakt med Francis Dickoh for foråret.

Francis Dickoh trænede i sommer med i FC Midtjylland, men dengang blev det ikke til en kontrakt til dansk-ghaneseren. Men den 31-årige forsvarsspiller efterlod et godt indtryk i klubben, og nu er det så lykkedes at tilknytte Dickoh til forårssæsonen.

- Vi er glade for, at vi kan tilknytte Dickoh til truppen, fordi vi kan se, vi i det centrale forsvar er lidt sårbare. Ikke mindst på erfaring, fordi vi lige nu har en ung spiller i Sonny, som stadig skal føres langsomt og sikkert frem. Han er en spiller for fremtiden, som vi tror utrolig meget på, siger cheftræner Glen Riddersholm.

-  Samtidig har Kolja været plaget af mange små ting, som gør, at vi vil være sårbare, hvis ikke Patrick og Erik vil kunne spille 15 kampe i streg, så er der nogle usikkerhedsmomenter i det forår, som vi med Dickohs tilgang minimerer, fordi vi nu får den bredde, der gør, at vi er mindre sårbare over for skader og uheld.

Francis Dickoh nåede i efterårssæsonen at spille en enkelt reserveholdskamp for ulvene, da han var med i lokalopgøret mod Viborg, som blev vundet med 3-2.

- Francis efterlod et rigtig godt indtryk, da han var her i efteråret. Han er et mennesker, der deler de værdier, vi gør i forhold at være meget professionel på banen men i særdeleshed et menneske med gode værdier uden for banen, og det er nogle af de ting, der vigtige, hvis man skal træde ind i truppen i FC Midtjylland. Francis har en erfaring og en personlighed, der gør, at han kan hjælpe og vejlede vores unge, siger Riddersholm.

FC Midtjylland har skrevet en halv-årig kontrakt med Francis Dickoh, der har 13 landskampe for Ghana på CV'et. Den stærke midterforsvarer spilledes senest i belgiske Cercle Brugge, som han var med til at spille i pokalfinalen forrige sæson.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox