24.10.2014, 07:09 | Af: Administrator

Akademiet drager til Farum Park

Både U17- og U19-holdet spiller lørdag på udebane mod FC Nordsjælland. U17-holdet skal måle sig med rækkens nummer to, imens U19 skal forsvare holdets førsteplads i rækken. 

FC Nordsjælland og FC Midtjylland kæmper om topplaceringer i den danske Superliga. På ungdomssiden har begge klubber ligeledes gode traditioner om at spille med i toppen. I weekenden mødes U17- og U19-holdene i Farum.

En kamp om bolden for U17

U17-holdet har været inde i god periode i den seneste tid. Lørdagens modstander fra det nordsjællandske er dog en stor mundfuld for ulvene. Rækkens nummer to har scoret tyve mål hidtil i sæsonen. En måltotal der kun er overgået af, ja - FC Midtjylland.

Cheftræneren for de yngste akademispillere ser frem til kampen med stor spænding. Ikke mindst fordi modstanderen er af stærk karakter.

- Det bliver en kamp om bolden. De er meget dygtige på kuglen, og det vil vi også gerne være. Det bliver spændende at se, om de kan modstå vores tryk, og om vi kan dæmme op for deres pasningsspil. Det er et stærkt hold, som vi skal møde, og vi glæder os til at møde et tophold, siger Svend Graversen.

Fem point skiller inden kampen de to hold ad. FC Midtjylland har været involveret i en række målrige opgør, og det har kostet lidt på pointkontoen, at holdet har spillet underholdende fodbold. Svend Graversen roser dog spillernes ageren og udvikling.

- Vi er ubesejret i tre kampe nu, og det er vi glade for. Vi har haft en travl uge, hvor tre af vores spillere har fået landsholdsdebut på U16-landsholdet og Mikael Anderson har været til prøvetræning hos AZ Alkmaar i Holland. Vi glæder os derfor til at være samlet på banen igen, fortæller Graversen.

U17-kampen fløjtes i gang klokken 15.15 på Farum Park.

U19 ser frem til topkamp

De ældste ungdomsspillere har i denne sæson leveret flotte præstationer uden endnu at have afgivet point. Nu venter en vaskeæske topkamp på Farum Park, når rækkens nummer to fra FC Nordsjælland tager imod ulvene som ligger på førstepladsen.

Cheftræner Kenneth Andersen fortæller, at holdet har glædet sig til topkampen, hvor han forventer god underholdning på banen.

- Det er en rigtig topkamp som vi glæder os meget til. Det er et typisk FC Nordsjælland-hold, som har deres koncept helt inde under huden. Derfor bliver det også en kamp om, hvem der er dygtigst med bolden. Begge hold har stærke offensive kvaliteter, så vores defensiv kommer på en hård prøve, fortæller Kenneth Andersen.

Begge hold har kreeret mange chancer i kampene, og FC Nordsjælland kan med en sejr overhale ulvene i toppen.

- Det er en vigtig kamp at vinde. Nordsjælland er en stærk konkurrent i toppen, og vi skal ud og vise, at vi kan stå distancen i en topkamp også. Vi skal ud og spille med stor energi, og så tror vi på, at vi kan lave en stærkt resultat i Farum, siger Andersen.

U19-kampen spilles umiddelbart før U17-kampen. Der er kick off klokken 13.00.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox