02.10.2014, 08:06 | Af: Administrator

En speciel kamp mod hjerteklubben

- Jeg håber, FCM vinder guld, men fredag vil jeg have tre point, siger Hobro-træner Jonas Dal Andersen, som er bosat i Isenvad og har fortid hos FCM, som han besøger hver uge.

Af Ole Bitsch, Ikast Avis/AOIB.dk

- Skal vi ikke bare sætte os herind?

Jonas Dal Andersen traver målrettet ind ad glasdøren, fortsætter videre til den koksgrå dør, trykker adgangskoden på displayet og går videre som det mest naturlige. Gennem den smalle gang under siddetribunerne i IBF Arena hilser han afslappet på et par af FCMs akademispillere, inden han drejer mod vaskerummet. Materialemanden Jørn Kjær får et kammeratligt håndtryk, inden en sort lærredssæk spækket med gule læderfodbolde afleveres på klinkegulvet.

- Det er til FCMs førsteholdstrup. FC Midtjylland har bedt mig om at medbringe nogle af vores bolde, så de kan vænne sig til dem inden kampen på fredag, forklarer Jonas Dal Andersen.

Dybe følelser
Om få timer skal han som cheftræner for Hobros Superliga-mandskab forsøge at besejre netop ligaens midtjyske førerhold. Mødet mellem guldaspiranterne fra Heden og de sympatiske oprykkere fra Mariager Fjord. En direkte duel mellem klubben, han elsker og den klub, han holder af og nu arbejder for.

- FC Midtjylland er jo min hjerteklub og den klub, jeg altid har haft de største følelser for. Og det har jeg stadig. Det bliver helt vildt mærkeligt, når jeg står på den anden side af FCM-lejren på fredag - det er der ingen tvivl om, fastslår Jonas Dal Andersen, der er bosat med familien nær Isenvad.

På besøg hver uge
Han har taget plads ved bordet i »Simon Kjær Lounge« - et af FC Midtjyllands klublokaler, der normalt kun er forbeholdt spillere, trænere og ansatte i FC Midtjylland. Men selvom Jonas Dal Andersen ikke længere er på lønningslisten hos Ulvene, føler han sig hjemme. Og klubbens medarbejdere - spillere som holdledere - hilser hjerteligt, når Jonas Dal viser sit ansigt i og omkring omklædningsrummene ved FCM-akademiet og idrætsarenaen.

- Jamen, jeg er her jo også tit. Cirka tre gange om ugen er jeg forbi FCM for at låne mit gamle trænertøj, når jeg skal træne med idrætshøjskolen i Ikast. Samtidig siger jeg hej til drengene og trænerteamet i FCM eller kigger forbi til en fodboldsnak, siger Jonas Dal, der trods sit engagement i Hobro ikke skjuler sin fodboldmæssige fortid.

- Det er nok de færreste Superliga-trænere, der stadig får vasket sit tøj i deres gamle klub, selvom de ikke længere er på kontrakt der. Jeg har en særlig aftale med Jørn Kjær, og har endda også stadig min gamle FCM-mailadresse, griner han.

Et særligt tilhørsforhold
Jonas Dal har et særligt tilhørsforhold til FC Midtjylland. Og til Ikast FS. Som 2. års-juniorspiller i 1989 skiftede han fra Hammerum IF til IFS, hvor den fysisk stærke forsvarsspiller tilbragte fodboldtiden frem til 1999, hvor FCM blev en realitet. I oprykningsåret i 2000 blev Jonas Dal noteret for én førsteholdskamp for Ulvene.

- Jeg har altid været meget lokalpatriotisk, så det var rigtigt stort at spille for den klub, man følger tæt, husker midtjyden, der efterfølgende fik to sæsoner hos Skive i 1. division, inden det blev til et halvt år på Island.

Men som 25-årig indstillede Jonas Dal den professionelle karriere. I stedet blev han spillende træner for IFS’ Danmarksserie-hold, der dengang rangerede som FCMs andethold.

- Claus Steinlein (FCMs nuværende sportsdirektør, red.) overbeviste mig, så han fik mig i gang med trænertjansen - selvom jeg ikke umiddelbart mente, at jeg var færdig som spiller, smiler Jonas Dal, der startede på den særlige T-træneruddannelse for tidligere topspillere. I januar i år indledte han DBUs P-træneruddannelse, som giver Pro-Licens med ret til at træne i den bedste række i UEFA-landene.

Ville afprøve trænerideer
Siden januar 2013 har Jonas Dal været træner for Hobros bedste fodboldmandskab. Klubben fra Nordjylland måtte dog spørge  tre gange, inden de endelig fik deres ønsketræner.

- Jeg havde aldrig haft ambitioner om at blive træner på højeste niveau. Det handlede om at få projektet FCM til at blive så succesfuldt som muligt, siger Jonas Dal, der hos Ulvene havde forskellige jobfunktioner, ud over det at være træner.

- Jeg har hevet bandereklamer af ved Bane 1, skruet lamper, opslagstavler og fjernsyn op på akademiværelserne, og har også solgt minibaner, erindrer Dal, der lod sig friste af Hobro.

-  Jeg kom frem til, at skulle jeg prøve mig selv og mine ideer af som træner, så skulle det være nu. Jeg ville være førsteholdstræner - og helst i FCM - men da Glen Riddersholm var ansat og gjorde det, og stadig gør det, fremragende, var det ikke muligt, forklarer Jonas Dal Andersen.

Har overpræsteret
I starten af 2013 fristede Hobro en tilværelse i 1. division. Halvandet år senere står Dal og Hobro som denne sæsons helt store fodboldeventyr.

- På forhånd var vi jo dømt som sikker nedrykker, men vi har overrasket mange - og måske også os selv. Vi har et stærkt hold med en solid defensiv base, som altid har været mit varemærke som træner. Men vi har nok overpræsteret, medgiver Jonas Dal Andersen.

Efter ni kampe er FCM nummer et med 21 point. Fyraftensprofferne fra Hobro indtager fjerdepladsen med 16 point - og foreløbig kun ét enkelt nederlag i sæsonen.

- Det er ikke helt skidt, når man tænker på, at vi kun har én fuldtidsprofessionel spiller (Quincy Antipas, red.) i vores trup. Og at vores budget er under det, som FCM alene bruger på deres fodboldakademi i Ikast - altså mellem ti og 12 millioner kroner, siger Hobro-træneren.

Selv er han heller ikke på fuld tid. 25 procent af arbejdsugen tilbringer læreruddannede Dal på Idrætsskolerne Ikast, hvor han styrer ISIs fodboldlinje.

Håber på FCM-guld
Jonas Dal går efter sejren, når FCM på fredag besøger DS Arena. Men mens han håber, at oprykkerne sikrer sig en ny sæson i Superligaen, håber han også, at Ulvene kan løfte DM-trofæet næste forår.

- Fodbold er cool business, så jeg vil selvfølgelig gøre alt for, at Hobro står med tre point fredag aften. Alt andet vil være uprofessionelt. Men når det er sagt, så under jeg FCM at vinde den første titel, som klubben har kæmpet for i så mange år, siger Jonas Dal Andersen.

Altid underdogs
Også FC Midtjylland er storfavoritter mod Hobro. Og det passer træneren helt fint.

- Uanset stillingen i tabellen, så er vi »underdogs« i samtlige 33 kampe i denne sæson. Det er ikke for at underspille, men vi er meget ydmyge og bevidste om vores situation, siger Jonas Dal, der drømmer om på sigt at vende tilbage til FCM. Som cheftræner for Ulvene.

- Det kunne være fantastisk, hvis det kan realiseres - men først om nogle år. Lige nu har jeg et fedt job i Hobro.

Billedet: Jonas Dal Andersen er træner for Hobro, men hver uge er han forbi de velkendte omgivelser på Ikast Stadion. Foto: Ole Bitsch

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox