29.10.2014, 17:47 | Af: Administrator

FCM deler ud af sine erfaringer med samfundsansvar

Du kan møde FC Midtjylland til CSR Awards i Holstebro, hvor klubben i samarbejde med Erhvervsstyrelsen holder en workshop om, hvordan forretning kan kombineres med samfundsansvar.

Torsdag og fredag mødes nogle af landets mest prominente skikkelser indenfor CSR i Holstebro til et storanlagt awardshow, hvor fokus er på, hvordan samfundsansvar kan give mere forretning for danske virksomheder.

Kendte ansigter som skuespillerinden Connie Nielsen, beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen og administrerende direktør i Dansk Supermarked Per Bank lægger vejen forbi, men også FC Midtjylland er på programmet til konferencen.

Fredag den 31. oktober er FC Midtjylland værter til en workshop, der skal hjælpe andre små og mellemstore virksomheder med at skabe indtjening ved at arbejde med CSR.

- Vi er blevet inviteret af Erhvervsstyrelsen, da vi har deltaget i et pilotprojekt med dem omkring samfundsansvar og forretning. Tanken er, at de erfaringer, vi har gjort os igennem forløbet, nu skal komme andre virksomheder til gode, fortæller Brand Manager i FC Midtjylland Søren Märcher.

CSR Awards er en international konference, hvor landets topledere, erhvervsfolk og organisationer mødes for at diskutere Corporate Social Responsibility, forkortet CSR, der er en betegnelse for, hvordan samfundsansvar kan kombineres med forretning og på den måde skabe mere indtjening til virksomhederne.

- Som en regionalt forankret institution er vi naturligvis glade på Midt- og Vestjyllands vegne for, at man er i stand til at skabe et stort, internationalt event her i området. Derfor er vi ekstra taknemmelige for at have fået indbydelsen fra Erhvervsstyrelsen, så vi også kan bidrage til awardshowet i Holstebro, siger Søren Märcher.

CSR Awards afvikles den 30.-31. oktober i Holstebro. Fredag den 31. oktober kan du møde FC Midtjylland til side-eventet ”Hvordan kan strategisk CSR styrke forretningen for små og mellemstore virksomheder?”.

>> Læs mere om CSR Awards
>> Læs mere om FC Midtjyllands workshop

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox