19.10.2014, 13:57 | Af: Administrator

FCM sejrede i lokalopgøret

Morten Duncan og Pione Sisto scorede målene i 2-1-sejren over Silkeborg IF.

Lokalopgørene mellem FC Midtjylland og Silkeborg IF plejer gerne at byde på masser af fysik, og søndagens opgør var ingen undtagelse. Der blev spillet med muskler i duellerne, og efter et par hårde af slagsen måtte Peter Kjærsgaard-Andersen derfor også spille med sit gule kort. Første gang gik det ud over FCM-anfører Kristian Bak, der var tilbage i start-11.

Første halvleg var meget chancefattig, men midtvejs kom Jakob P. dog til et godt langskud, der blev rettet af til hjørnespark.

Først med knap ti minutter til pause skete der for alvor noget. En flyvende Pione Sisto blev tilkendt et straffespark, som dog var svært at få øje på. Morten ’Duncan’ Rasmussen omsatte køligt bag Thomas Nørgaard, der var foretrukket frem for Kasper Jensen i Silkeborg-målet, og så var FC Midtjylland på 1-0.

Før pausefløjtet havde gæsterne en kæmpe mulighed for en hurtig udligning. Nicolaj Agger startede en ét-to-kombination til en god mulighed for sig selv, men alene med Jakob Haugaard overplacerede angriberen fuldstændigt.

Silkeborg-udligningen kunne til gengæld være kommet kort inde i anden halvleg. Jakob Haugaard kom skidt ud til en høj bold, og det udnyttede Jesper Bech. Offensivspilleren traf dog stolpen.

Og SIF’erne var ikke færdige. Emil Scheel havde det farligste forsøg i en triple-chance, men Haugaard var på plads på Silkeborg-topscorerens forsøg, og efterfølgende manglede gæsterne skarphed.

Mod slutningen kom Marcos Ureña ind fra FCM-bænken i stedet for Petter Andersson. Costaricaneren skulle bringe fart i jagten på det 2-0-mål, der ville dræbe kampen.

Og den mellemamerikanske hurtigløber skulle gå hen at blive afgørende. I overtiden fandt Sylvester Igboun ham i dybden, og Ureña serverede bolden for Pione Sisto, der stille og roligt kunne lægge den i nettet.

Selv om Silkeborgs indskiftede Robert Skov sendte en flot reducering i nettet, så tog FC Midtjylland sin niende sejr af elleve mulige. Midtjyderne ligger nu syv point foran FC Nordsjælland og ni foran Randers FC, der i aften spiller ude mod F.C. København.

(Billedet: Pione Sisto og Marcos Ureña jubler over scoringen til 2-0. Foto: Kaj B. Kristensen, FOTOØJET.dk)

 

KAMPFAKTA
Superligaen, runde 11:

FC Midtjylland – Silkeborg IF
37’ 1-0 Morten ’Duncan’ Rasmussen, st
90’+2 2-0 Pione Sisto
90’+5 2-1 Robert Skov

Advarsler:
12’ Kristian Bach Bak, FCM
34’ Dennis Flinta, SIF
44’ Francis Dickoh, FCM
85’ Izunna Uzochukwu, FCM

Holdopstillinger (Udskiftninger):
FCM: 14 Jakob Haugaard, 7 Jakob Poulsen, 8 Petter Andersson (79’ Marcos Ureña), 9 Morten ’Duncan’ Rasmussen, 15 Jesper Lauridsen, 20 Francis Dickoh (69’ Tim Sparv), 26 Patrick Banggaard, 27 Pione Sisto, 32 Kristian Bach Bak (57’ André Rømer), 43 Izunna Uzochukwu, 44 Sylvester Igboun.
Bænk: 1 Lasse Heinze, 3 Tim Sparv, 11 Marcos Ureña, 17 Kristoffer Olsson, 19 Marco Larsen, 28 André Rømer, 33 Paul Onuachu.

SIF: 16 Thomas Nørgaard, 6 Daniel A. Pedersen, 7 Nicolaj Agger (73’ Robert Skov), 9 Morten Beck (79’ Jeppe Illum), 10 Jesper Bech, 13 Sune Kiilerich (85’ Nicolaj Køhlert), 14 Dennis Flinta, 15 Emil Scheel, 25 Nicolaj Ritter, 26 Thorbjørn Holst Rasmussen, 27 Jens Martin Gammelby.
Bænk: 1 Kasper Jensen, 2 Jesper Mikkelsen, 3 Christian Sørensen, 11 Adeola Runsewe, 23 Jeppe Illum, 24 Nicolaj Køhlert, 29 Robert Skov.

Dommer:
Peter Kjærsgaard-Andersen

Tilskuere:
8622

Kampens FCM-spiller:
Jakob Haugaard

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox