15.10.2014, 07:56 | Af: Administrator

FCM-talent i fornemt selskab

Den store engelske avis The Guardian har lavet en liste over verdens 40 største talenter og peger på FC Midtjyllands U19-topscorer Mikkel Duelund som et af de største i årgang 1997.

Både fodboldfolk og medier leder konstant efter det næste stjerneskud på fodboldhimlen, og står det til den store engelske avis The Guardian, så kan det meget vel være et dansk talent, man skal holde ekstra godt øje med i de kommende år.

For den anerkendte engelske avis har nemlig sat sig for at lave en liste over de 40 største fodboldtalenter i verden, og som den eneste dansker har FC Midtjyllands U18-landsholdsspiller Mikkel Duelund fået sit navn på listen.

Den 17-årige offensive midtbanespiller topper topscorerlisten i U19-ligaen med otte mål og har dermed sin store andel i, at FC Midtjylland efter de første fem runder topper ligaen med maksimum point.

- Han har sine største kompetencer i det offensive spil. Han er dygtig som målscorer, men han har også et godt blik for sine medspillere og er dygtig til at sætte dem op. Han har et højt teknisk niveau og er god til at sætte sine modstandere af, siger U19-træner Kenneth Andersen.

- Det er hans individuelle færdigheder rent offensivt, der gør ham så god. Han er dygtig til at finde de rigtige placeringer offensivt, så han bliver farlig, fortæller U19-træneren om Duelund, der i sommer blev kåret til turneringens spiller i den stærkt besatte italienske turneringen Trofeo Nereo Rocco, hvor han også blev topscorer.

Men tingene er ikke kommet af sig selv for den danske U18-landsholdsspiller, fortæller Andersen.

- Vi har mange spillere, som er dygtige til at selvtræne, og Mikkel er bestemt en af dem. Han gør det både på de fysiske parametre, men også omkring sine individuelle færdigheder. Han er helt sikkert en af dem, der arbejder meget med sig selv.

Det store talent gav ham da også allerede som U17-spiller debut i Reserveligaen, og i denne sæson har han været fast mand for superligareserverne.

- Han er spilintelligent og dygtigt til at finde rum. Han sparker godt med begge ben og er kampafgørende, men har samtidig en god balance i at være selvisk og sætte de andre op, siger A+ træner Lars Friis, der er en del af trænerteamet omkring reserveholdet.

Se hele The Guardians liste over verdens 40 største talenter her.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox