14.10.2014, 13:09 | Af: Administrator

Klub Challenge-vindere fik FCM-besøg

Hee SF og Filskov IF havde skudt sig til en træningsdag med FC Midtjylland, og klubbernes ungdomsspillere fik sig en dag, de sent vil glemme.

Gennem en et par sæsoner har FC Midtjyllands samarbejdsklubber i pauserne i superligakampene på MCH Arena kæmpet om en træningsdag med ulvene. Klubberne med de bedste nerver, skarpeste skytter og køligste afsluttere blev Hee SF og Filskov IF, som dermed skød en træningsdag med FC Midtjylland hjem.

Hee FS fik besøg af Oluwafemi Ajilore, Marco Priis Jørgensen, Musefiu Ashiru, Erik Sviatchenko, Frederik Møller, Paul Onuachu, Marco Larsen, Kristian Dirks Riis og Andreas Hermansen, og det var en positiv oplevelse for den lille klub lidt nord fra Ringkøbing.

- Spillerne var helt nede i øjenhøjde med alle vore forventningsfulde børne- og ungdomsspillere. De havde spillernes fulde opmærksomhed fra start til slut, siger Bo Mortensen fra Hee SF.

Klubrepræsentanten havde selv fornøjelsen af at følge FCM-keeper Marco Priis Jørgensen, der arbejde med en gruppe på 12 talentfulde målmænd.

- Marco rystede et godt program ud af ærmet, hvor de på fem kvarter kom igennem alle væsentlige områder for målmænd inklusiv en god opvarmning med masser af bolde i handskerne, siger Bo Mortensen.

Han er ikke i tvivl om, at FCM-spillerne har efterladt et stort aftryk på alle i Hee SF.

- Det er sådan et arrangement, der kan få alle vores spillere til at møde op, selv om de mindste egentligt har haft sæsonafslutning. Hee SF er en mindre klub, der ikke stiller noget seniorhold, men alligevel var der næsten 75 børne- og ungdomsspillere mødt op, fortæller klubrepræsentanten.

Efterfølgende var der trængsel i klubhuset, hvor der flittigt blev knipset på kameraer og smartphones, og skrivekrampe hos FCM-spillerne kunne ikke udelukkes.

- En del af vores ungdomsspillere tog i hvert fald tre runder efter autografer. Først på papir, dernæst på trøjer og støvler og endeligt fik de også lige en flok signaturer i ansigtet eller på kroppen. Nu må vi så se, hvornår forældrene kan få dem overtalt til et bad igen, siger Bo Mortensen med et smil.

I Filskov var der besøg af Lasse Heinze, Francis Dickoh, André Rømer, Jim Larsen, Tim Janssen, Izunna Uzochukwu, Sylvester Igboun samt de to akademispillere Erik Braun og Sebastian Hairing Lodahl, og de gav en god oplevelse til de op mod 60 ungdomsspillere, som var mødt op til træningen.

- Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor vi trænede i to grupper med henholdsvis de store og små. Det var en god oplevelse for børnene, og det var ikke mindst populært at få lov til at spille lidt fodbold med ‘profferne’ til sidst, siger Tage Schmidt fra Filskov IF, som også kunne notere sig, at kameraerne flittigt kom i brug, da spillerne gav autografer efter træningen.

I FC Midtjylland glæder man siger over, at man kan være med til at give regionens unge fodboldspillerne en god oplevelse.

- Det betyder meget for os, at vi kan give noget tilbage til vores mange samarbejdsklubber og ikke mindst de mange ungdomsspillere rundt om i klubberne. De er gået op i det med liv og sjæl, når de har været med i vores pauseshow, og vi er glad for at kunne give dem sådan en oplevelse. Det skyldes ikke mindst den flotte opbakning, der har været fra vores tilskuere, som har bakket godt op om konkurrencen og givet deltagerne en oplevelse, de aldrig glemmer, siger Sejer Aagaard, der er Project & Event Manager i FC Midtjylland.

- Samtidig skal der også lyde en stor tak til vores spillere, der med en stor portion professionalisme, jordnærhed og energi har arrangeret en sjov træningsdag for børnene ude i klubberne. Det viser, at de har respekt for rødderne og ved, hvor stor betydning vores samarbejdsklubber har for FC Midtjylland.

Se billeder fra dagen i Hee SF her.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox