09.10.2014, 12:38 | Af: Administrator

Målscorer Bak: Fedt at være tilbage

Kristian Bach Bak spillede hele kampen for reserverne i gårdsdagens 3-1-sejr mod Vejle. En scoring, en assist og en fin form glæder anføreren. 

For et par uger siden vendte FC Midtjyllands anfører Kristian Bach Bak tilbage på træningsbanen. Han har dog endnu de første minutter til gode for Superligamandskabet, og i går fik fighteren så mulighed for kamptræning, da Vejle gæstede FCM i reserveligaen.

Kampen resulterede i en 3-1-sejr til hjemmeholdet, og anføreren noterede sig for både en scoring og et oplæg. Et fint comeback af anfører-Bak som glædede sig over at være i kamp igen.

- Det var jo bare dejligt. Det var længe siden jeg har spillet 90 minutter, så det er godt at få de her kilometer i benene. Niveauet var sådan set okay med bolden og rent konditionsmæssigt. Jeg kan godt mærke, at jeg måske trækker mig lidt i duellerne stadigvæk, måske fordi jeg vil passe lidt på min krop. Men det skal nok komme, fortæller Bak.

Angrib.. forsvarsspilleren har rent faktisk scoret i de seneste to fodboldkampe, som han har spillet. I Parken for ca. to måneder siden til 1-0, som samtidig var FCM-mål nummer tusind, og så 3-1 scoringen i reserveligaen i går. Og Kristian Bach Bak ligger da heller ikke skjul på, at han elsker at lave mål.

- Det er fedt at score mål. Det kan jeg virkelig godt lide, og jeg mener jo selv jeg er fejlplaceret nede i forsvaret. Glen må jo kigge på statistikkerne for de seneste kampe, som viser at jeg scorer hver gang jeg spiller, siger Bak med et smil på læben.

- Ej, jeg elsker at score mål, og det er nogle gange bare en del af mit spil. Jeg føler, at jeg er kommet tættere på mit niveau, men det er altid svært at spille sig på et hold som har gjort det så godt. André har jo virkelig spillet godt, så jeg skal kæmpe for det. Men jeg vil rigtig gerne snart tilbage på holdet, selvom der er en sund og stor konkurrence, siger Kristian Bach Bak.

FC Midtjylland spiller hjemmekamp mod Silkeborg søndag d. 19. oktober. Bak får dermed mulighed for også at spille minutter i Superligaen. Anføreren står noteret for 285 kampe i den sort/røde trøje og har scoret tyve mål for klubben. 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox