29.10.2014, 13:42 | Af: Administrator

Oplevelse for livet og Pauls trøje med hjem

Aarhus Fremad måtte rykke pokalkampen til Herning, da det ikke var muligt at skaffe et lysanlæg til hjemmebanen. Klubbens medvirkende fik dog en speciel oplevelse på MCH Arena, hvor specielt én af spillerne fik et særligt minde med hjem til Aarhus.

’Eye of the tiger’ blev spillet i højtalerne til spillernes indløb. Det er nemlig Aarhus Fremads indløbssang, når de til dagligt spiller hjemme på Riisvangen Stadion i Aarhus.

På trods af en geografisk rykning af pokalkampen imellem Aarhus Fremad og FC Midtjylland, så fik aarhusianerne en form for hjemmebane-stemning at mærke tirsdag aften i Herning.

En af profilerne hos den tidligere superligaklub Mathias Schjødt fortæller, at spillerne fik sig en speciel oplevelse på de uvante rammer på MCH Arena.

- Jeg har ikke prøvet at spille på et stort stadion før, så det var en oplevelse for livet. Man vænnede sig til det, og vi forsøgte med alt, hvad vi havde lært at presse dem. Der var flere mennesker, end vi er vant til, men jeg synes, vi gjorde det godt indtil deres første mål, og vi kunne godt have været foran, siger Mathias Schjødt som spiller højrekant for Aarhus-klubben.

Den hurtige kantspiller var glad for den modtagelse, som Fremad-spillerne fik på MCH Arena.

- Vi blev taget rigtig godt imod af både FC Midtjylland og selvfølgelig af vores egne fans. Det var fedt at løbe ind til ’Eye of the tiger’, som vi plejer at gøre på hjemmebane. Det var en skam, at vi ikke kunne spille på Riisvangen, da det havde været en stor oplevelse for folk i og omkring klubben. Men det var virkelig et godt alternativ at få lov til at spille på MCH Arena, fortæller Fremad-spilleren.

Mathias Schjødt var med for FC Skanderborg, da holdet for fire år siden var ved at drille FC Midtjylland i pokalturneringen. Det lykkedes ikke den dengang 21-årige Schjødt at få en trøje fra en af FC Midtjylland-spillerne. I gårdsdagens kamp fik kantspilleren dog fat i Paul Onuachus trøje, og det glæder Schjødt som spår Onuachu en stor fremtid.

- Det var fedt, at det lykkedes denne gang. Paul er ekstremt høj og har en god fysik og et stærkt hovedspil. Men jeg synes også, at hans teknik er rigtig god, og han laver jo en del mål. Det bliver spændende at følge ham fremover, og det gjorde lige oplevelsen ekstra god at få hans trøje, slutter Mathias Schjødt som aner ligheder mellem Paul Onuachu og den engelske angriber Peter Crouch.

Aarhus Fremad ligger i øjeblikket på en tredjeplads i Danmarksseriens pulje 3. Holdet ligger dog til oprykning, da de to øverste hold i rækken ikke kan rykke op.

FC Midtjylland er altså videre i DBU Pokalen efter ’udesejren’ mod Aarhus Fremad. På fredag venter en ny kamp, når FC Nordsjælland kommer på besøg i Superligaens 13. runde.

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox