11.10.2014, 12:40 | Af: Administrator

U17 belønnet for stædighed

FCM U17 var for anden runde i træk involveret i en målrig uafgjort, da en turbulent kamp mod AaB endte 3-3

Det er aldrig kedeligt, når FCM U17 løber på banen, og det blev endnu en gang understreget i lørdagens medrivende 3-3 kamp mod AaB.

Kampen var knapt nok fløjtet i gang, før dagens første højdepunkt indtraf. Gæsterne slog en lang bold hen over FCM-forsvaret, hvilket førte til at Oliver Ottesen begik straffespark. Målvogteren var dog selv mand for at rage kastanjerne ud af ilden - først blokerede han straffesparket, og bagefter reddede han afslutningen på riposten.

I de følgende minutter fik FCM U17 sat sig på spillet, og efter ti minutter gav det gevinst. Andreas Poulsen modtog bolden fra Mads Vang og Ikast-drengen begravede bolden i krydset. Kort efter måtte ulvene se et forsøg tage stangen og springe tilbage i spil, men FCM U17 skulle dog ikke vente længe på 2-0 målet.

Mikael Anderson (billedet) demonstrerede hvorfor, det tilfalder ham at sparke frispark, da han fra tyve meter sendte bolden op i hjørnet. Ti minutter før halvlegens afslutning kom gæsterne imidlertid tilbage i kampen, da Oliver Ottesen tabte bolden efter et hjørnespark. Et ærgerligt mål at indkassere, men det rokkede ikke ved billedet af en rigtig stærk FCM-præstation.

10 minutters kollektiv kortslutning
Det gjorde de første ti minutter af anden halvleg til gengæld. FCM-spillerne kunne slet ikke få spillet til at fungere, tabte nærmest samtlige dueller, og spillede ifølge Svend Graversen "som røv og nøgler". Downperioden blev dyr, for AaB straffede konsekvent FCM-fejlene, og vendte med to scoringer kampen på hovedet.

2-3 målet fik dog sat skub i en trodsreaktion hos FCM-spillerne, der fik knoklet sig tilbage i opgøret. Efter en times spil sendte Nikolaj Kirk bolden på stolpen, og før AaB'erne nåede at ånde lettede op, sparkede Mikael Anderson returbolden i kassen - midtbanespillerens ottende sæsonscoring. Resten af kampen forløb med et lille plus til FCM, men der blev ikke scoret yderligere.

- Da vi mødte AaB for to måneder siden, blev vi kyst og i lange perioder spillet ud af brættet. Siden da er vi blevet meget mere duelstærke, og hurtigere i tanke og handling. Holdet udvikler sig tilfredsstillende, og i dag fik vi lagt et nyt lag på, så alt i alt er vi meget tilfredse, erklærede cheftræner Svend Graversen efter kampen.

FCM U17 er fortsat ubesejrede på hjemmebane, og får mulighed for at forlænge den statistik næste lørdag, når OB kommer på besøg. Se stilling og resultater fra U17 Ligaen her.

FC Midtjylland U17 - AaB U17 3-3 (2-1)
10' 1-0 Andreas Poulsen (assist Mads Vang)
15' 2-0 Mikael Anderson
30' 2-1 Nikolaj Pedersen
42' 2-2 Marco Harboe Ramkilde
46' 2-3 Mads Stefansen
60' 3-3 Mikael Anderson

Opstilling: Oliver Ottesen - Sebastian Hairing Lodahl (62' Andreas Jespersen), Mads Friis, Mathias Nors, Aksel Smidt Petersen - Mads Olsen, Nikolaj Kirk, Mikael Anderson - Mads Carlson (60' Christian Tue Jensen [FCM U15]), Andreas Poulsen, Mads Vang

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox