28.11.2014, 19:46 | Af: Administrator

- Jeg var der jo alligevel altid

Holger Merrild fejrer tiårs jubilæum som frivillig på MCH Arena. I virkeligheden var han med lang tid før, da han også var frivillig tilbage på Ikast Stadion. En klubmand som startede som tilskuer og nu har familien med som frivillige. 

Holger Merrild er ikke Hr. hvilken som helst i FC Midtjylland. Allerede langt før sammenslutningen i 1999 var han at finde på stadion i både Ikast og Herning. Da Ikast FS og Herning Fremad slog sig sammen fortsatte Merrild med at tage til fodbold, og han var fast mand på lægterne på Ikast stadion, hvor holdet spillede hjemmekampene.

- Jeg talte med Jimmy Laursen, Team manager i FC Midtjylland, som jeg kendte i forvejen. Han sagde, at når jeg alligevel altid var ude på stadion, så kunne jeg da ligeså godt bestille noget. Og det havde han jo ret i, så jeg begyndte som frivillig i klubben, fortæller Holger Merrild.

I år er det så ti år siden, at Holger Merrild for første gang hjalp som frivillig på MCH Arena. Efter flytningen til det nye stadion i 2004, var rollerne nogle helt andre for de frivillige. I første omgang havde Merrild en mindre rolle som frivillig, men efter en hjemmekamp mod Viborg, blev rengøringen på tribunerne til Holger Merrilds ansvar.

Og det er det den dag i dag. Et hold på mere end 60 frivillige er hvad han kan trække på, når han skal samle sit kamphold. Han sætter stor pris på den store lyst, som ligger i folk. Han fortæller, at han aldrig har problemer med at finde hjælpere.

- Jeg har nærmest aldrig svært ved at finde folk til opgaverne, og det viser jo bare, at folk gør det her af lyst. Tingene fungerer godt, og havde jeg skulle sidde og bruge uanede ressourcer hver gang på at ringe til folk og overtale dem, så havde det ikke været lige så sjovt at være her.

- Jeg er selv af den generation, hvor man sætter i dyd i frivilligt arbejde. Jeg har selv været frivillig siden jeg var 16 år, og jeg har jo så senere fundet ud af, at det er noget jeg kan finde ud af. Derfor nyder jeg også at være her hver gang, og jeg ved, at jeg gør en forskel, siger Holger Merrild.

For uden de mange frivillige timer, som Holger Merrild selv lægger i FC Midtjylland og projektet som hjælper, så er han søn også aktivt en del af FCM. En naturlig konsekvens, da sønnen selv var med til fodbold som helt lille. Han er også en af tiårs jubilarerne.

- Han var jo med mig til fodbold tilbage på Ikast Stadion, og har altid gået meget op i fodbold ligesom mig. Han har ansvaret på MCH Arena omkring bander og reklamer. I dag fejrer han også jubilæum, og det er jo lidt sjovt, at vi kan gøre det sammen.

Holger Merrild skjuler ikke, at han går meget op i fodbolden på banen. Han nyder derfor også, at han kan arbejde frivilligt før og efter kampene, så han har mulighed for at følge spillet på banen. Det er nemlig afgørende for ham.

- Jeg har altid gået meget op i fodbold, og vi kom jo også på stadion før, at vi blev frivillige. Jeg er glad for, at de to ting kan kombineres, for jeg ville være ked af, hvis jeg ikke kunne følge med i spillet. Det er en del af det for mig, og sådan er vi heldigvis alle sammen forskellige som frivillige.

- Når det er sagt, så betyder sammenholdet også en helt masse. Der er en god jargon imellem os, og vi har også været på ture, hvor det har styrket vores kendskab til hinanden. Samtidig er vi sammentømrede, og FCM er gode til at dyrke det, så vi føler, at vi betyder noget for klubben, siger Holger Merrild.

Holger Merrild vil blive hyldet til hjemmekampen mod FC Vestsjælland sammen med de andre tiårsjubilarer i håbet om mange flere år som frivillig i klubben. Kampen starter klokken 19.00.

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox