26.11.2014, 08:07 | Af: Administrator

- Sammenholdet som frivillig er unikt

Anette Lauridsen er en af tiårs jubilarerne hos de frivillige i FC Midtjylland. Hendes indsats ligger i loungen, hvor hun sørger for, at gæsterne altid er tilpasse. Og så har hun en helt særlig grund til, at hun følger lidt ekstra med i det, som sker på banen. 

FC Midtjylland hylder op til hjemmekampen mod FC Vestsjælland de frivillige tiårs jubilarer. FCM.DK har i løbet af ugen bragt historier fra forskellige frivillige, som gang på gang yder en uvurderlig indsats for klubben.

I denne omgang er det Anette Lauridsen og hendes arbejde i loungen på MCH Arena, som der sættes fokus på. Anette har været med lige fra starten, da det nye stadion blev indviet, og hun står her endnu ti år efter. Hun husker hvordan en gammel kending af klubben lokkede hende med til hendes første kamp som frivillig.

- Min søn og Michael Ørgaards søn spillede fodbold sammen inde i Herning. Michael var jo direktør i FCM, og han spurgte nogle af os forældre, om vi ikke kunne tænke os at være med. Han mente, at det lige var noget for os, og det havde han jo så også ret i, fortæller Anette Lauridsen.

Hun kan se tilbage på mange gode stunder på MCH Arena, og hun har været med på den store rejse, som klubben har været igennem. Hun husker blandt andet, hvordan det hele var nyt de første gange, og hvor alle menneskerne omkring det lige skulle lære mekanismerne at kende.

- Den første kamp var jo vanvittig. Det var nyt for os alle, og vi skulle se, om vi kunne få det hele til at klappe. Vi har hele tiden udviklet os, og vi har jo lært utrolig meget i de ti år om, hvordan tingene skal gøres. Det er en proces, og man skal jo starte et sted, siger Lauridsen om den første kamp tilbage i 2004.

Mange ting er sket siden 6-0-sejren over AB den 27. marts for ti år siden. Større professionalisme, flere interessenter og et større forventningspres er kommet på alle omkring klubben. Mange af de samme mennesker er dog stadig, hvor de var dengang.

Anette Lauridsen er én af dem, og hun har arbejdet med mange forskellige mennesker i sin tid på MCH Arena. En del har dog hængt ved i kortere eller længere perioder, og det er netop sammenholdet, som hun fremhæver som det mest unikke ved arbejdet som frivillig i FC Midtjylland.

- Man kommer jo tæt på hinanden, og man kommer til at holde af de mennesker, som man arbejder sammen med. Der er et stærkt sammenhold, selvom der selvfølgelig har været mange nye ansigter igennem årene. Det er noget af det bedste ved at være frivillig i FCM, fortæller Anette Lauridsen.

Udover sammenholdet de medvirkende imellem, har Anette Lauridsen også en helt særlig grund til at følge lidt ekstra med hos FC Midtjylland. Hun er nemlig mor til FCM’s venstreback, Jesper Lauridsen, som i denne sæson for alvor er trådt ud af Jesper Juelsgaard skygge på pladsen.

- Jeg kan godt blive lidt spændt, når jeg sidder ude på tribunen og ser kampen. Men når jeg arbejder, når jeg ikke rigtig at blive nervøs på Jespers vegne. Men jeg følger da med i kampen, i det omfang jeg kan. Og jeg kan jo se gengivelserne på skærmene, siger Lauridsen.

- Jeg er kommet til at gå op i fodbold, fordi Jesper har spillet så meget. Det gør det selvfølgelig endnu sjovere, at jeg har en søn der løber rundt nede på banen.

Anette Lauridsen som til dagligt er chauffør for døve børn fejrer altså tiårs jubilæum på søndag. Sammen med de andre jubilarer vil hun blive hyldet for sin indsats fra ny i Superligaen til tophold i samme række. Kampen fløjtes i gang klokken 19.00.

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox