13.11.2014, 09:38 | Af: Administrator

FC Midtjylland gror overskæg for mænds sundhed

Det kan blive en behåret måned rundt omkring i den danske Superliga, ikke mindst hos FC Midtjylland der deltager i Movember. I det gode skægs tjeneste har Jakob Poulsen, Erik Sviatchenko, Morten 'Duncan' Rasmussen, Petter Andersson og Kristian Bach Bak valgt at donere deres overlæbe i 30 dage for at skabe synlighed om mænds sundhed.

FCM-fans kan glæde sig til at se en masse overskæg på grønsværen i den kommende måned. Fem profiler fra FC Midtjylland står nu sammen for en vigtig sag, nemlig kuglerne!

Spillerne har nemlig besluttet at lade overskægget gro i hele november for at bakke op omkring sundhedskampagnen Movember, der bruger overskæg til at sætte fokus på mænds sundhed og til at indsamle midler til kampen mod prostata- og testikelkræft. Og de håber på at deres fans vil gå med dem i kampen og melde sig til deres team: http://moteam.co/fc-midtjylland.

De fire FCM-profiler Jakob Poulsen, Erik Sviatchenko, Petter Andersson, Morten 'Duncan' Rasmussen og anfører Kristian Bach Bak går forrest og sender en klar opfordring til fansene om at gå sammen med dem i den vigtige kamp uden for banen.

- Vi vil gerne gå i front for denne vigtige sag. Mænds sundhed og kampen mod kræft er bestemt noget, vi alle kan relatere os til og ønsker at støtte op omkring det, siger Jakob Poulsen.

Midtbaneprofilen sender samtidig en direkte opfordring ud til alle FCM-fans.

- Vi håber, at så mange som muligt vil støtte vores team. Vi sætter en signeret spillertrøje og Gillette stylers på højkant til dem, der melder sig til på vores hold. ” siger Jakob Poulsen.

>> Tilmeld dig FCMs Movemberteam

Han bakkes op af Erik Sviatchenko, der håber på et stærkt team FCM både på og uden for banen.

- Movember er en stærk og også humoristisk måde at støtte op om en god sag på. Vi færdes i et miljø, hvor helbredet er altafgørende, så det er meget naturligt for os, at være med til at sætte fokus på et område som mænds sundhed. Og så er det jo den perfekte undskyldning for at anlægge en lille knallertskygge,”  slutter han med håb om at se en hel del overskæg på tilskuerrækkerne i løbet af Movember.

movember.com kan du se mere om kampagnen, oprette en profil eller i løbet af november donere et beløb til en af spillerne ved at tilmelde dig deres hold her.

Hvis du tilmelder dig FCMs movemberteam, så deltager du automatisk i konkurrencen om at vinde fede præmier fra Gillette og en signeret FCM-trøje!

Om Movember:

Movember er en sammentrækning af ordet Mo (australsk slang for overskæg) og november.
- Hvert år i november anlægger ca. 1 million mænd fra hele verden overskæg for at skabe opmærksomhed om mænds sundhed og indsamle midler til forskning i prostata- og testikelkræft.
I perioden op til den 1. november tilmelder mændene (Mo Bros) sig på movember.com med glatbarberet ansigt, og i løbet af måneden anlægges et elegant overskæg. Ved at bede venner og familie om donationer til ens overskæg samles der måneden igennem penge ind. Sidste år samlede Movember over 2,5 millioner kroner ind i Danmark.
De første Movemberoverskæg voksede i Australien i 2003, og siden da har kendskabet til Movember og budskaberne om mænds sundhed spredt sig til hele verden.
De midler, der rejses i Danmark, bruges til danske forskningsprojekter inden for prostata- og testikelkræft. Movember har nedsat en særlig dansk komite, der ledes af M.D. Andreas Røder fra Københavns Universitetshospital, til at rådgive om, hvordan midlerne fordeles. 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox