19.11.2014, 08:57 | Af: Administrator

FCM’ere i kamp for deres land

En række spillere fra FC Midtjylland har været afsted på landsholdsopgaver i den seneste uge. Få et overblik over hvem og hvordan det gik. 

Der var i weekenden pause fra Superligabold, da der blev spillet landskampe. Superligaens førerhold FC Midtjylland havde flere spillere ude på opgaver, og der var godt med spilletid til flere af dem.

Finland med Tim Sparv tabte 1-0 på udebane til Ungarn efter 0-0 ved pausen. Midtbanedirigenten spillede som vanligt hele kampen for finnerne på sin normale position lige foran forsvaret. Finland har fortsat fire point, nu for fire kampe, imens Ungarn på play off pladsen har syv point.

Også den udlejede FCM’er Sonni Nattestad spillede fuld tid for sit land Færøerne. Det blev til en af nyere europæisk fodboldhistories største sensationer, da den lille nation på udebane vandt 1-0 over de tidligere europamestre fra Grækenland. Resultatet betyder endda, at Færøerne overhalede Grækenland i stillingen i gruppen.

Den svenske kreatør Kristoffer Olsson, som i øjeblikket er på leje hos FCM fra Arsenal, har også fået minutter i benene i landskampausen. Olsson spillede startede på banen for det svenske U21-landshold, som ude mødte Cypern. Kampen sluttede 1-1. Tirsdag var holdet igen i aktion, og her spillede Olsson de første 73 minutter i  endnu en uafgjort. Det blev til 2-2 mod Østrig.

Morten 'Duncan' Rasmussen var udtaget for Danmark, som slog Serbien 3-1 på udebane fredag aften. ’Duncan’ kom ikke i aktion i denne omgang. Jakob Poulsen måtte melde afbud til kampen, da han har siddet ude med en lægskade.

Også nogle af de lidt yngre spillere har været på tur med landsholdet. Jonas Gemmer var med U19-landsholdet til første EM-kvalrunde. Danskerne kvalificerede sig til foråret Elite round, hvor det bliver afgjort, hvilke hold som deltager i EM-slutrunden.

Først blev Albanien slået med 1-0. Dernæst blev Wales skudt i sænk med et 4-0-sæk. I den sidste kamp skulle Danmark bruge uafgjort for at vinde puljen, men i en tæt kamp vandt Portugal 2-1, og sydeuropæerne blev derfor vinder af puljen.

Også Mikkel Jakobsen var i landsholdsaktion, da han var med for U16-landsholdet mod Ukraine. Jakobsen spillede hele kampen for Danmark, som dog tabte kampen med 2-1. 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox