28.11.2014, 11:05 | Af: Administrator

Flygtninge til bold på MCH Arena

Sprogene er forskellige, men en ting har et universel sprog. Fodbold. Derfor er flygtninge fra Røde Kors i Thyregod og Hvide Sande inviteret til mandagens kamp mod FC Vestsjælland.

Kontakten til deres forældre eksisterer ikke. Ej heller til deres søskende eller andre familiemedlemmer. De er helt alene i verden. Og i et fremmed land, hvor sproget lyder mærkeligt, og kulturen er ukendt. Flere af dem har været undervejs i månedsvis. På flugt og på jagt efter et bedre liv.

I dag er deres hverdag i Thyregod. Og der er langt fra den jyske by til lande som Syrien, Eritrea, Sudan, Etiopien, Rusland og Somalia. Men Røde Kors Børnecenter forsøger at give børnene den bedst mulige hverdag. Børnene er uledsagede asylansøgere. De er mellem 13 og 17 år og kommet til Danmark alene. Uden familie. Uden nogen.

Derfor er det nyoprettede asylcenters vigtigste opgave at give drengene en så normal og stabil hverdag som muligt.

- Derudover vil vi gerne løbende give drengene nogle anderledes oplevelser, som kan berige deres hverdag og for en tid få drengenes tanker væk fra savnet af deres familier, siger Rene Andersen, der er leder på asylcentret, som kun er for drenge.

Forsvinder i fodbolden

En af de ting, som kan få tankerne væk fra de ufattelige oplevelser, som de har haft, er fodbold. For selv om sprogene er mange i Thyregod, og forskellighederne er store, så er der intet som fodbold, der samler drengene.

- Der findes gode fodboldspillere blandt dem, og de brænder lige så meget for fodbold, som de danske knægte gør. Og at komme på stadion og se en fodboldkamp sammen med andre mennesker, er der ikke ret mange af dem, der har prøvet før. Langt størstedelen har aldrig haft sådan en oplevelse, fortæller Rene Andersen.

- Vores opgave er at passe på dem, indtil deres sag bliver behandlet. Vi skal give dem oplevelser og gerne give dem et billede af det danske kulturliv. Vi vil gerne give dem en dansk kulturforståelse, forklarer lederen af asylcentret.

Også i Hvide Sande sidder flygtninge og venter på, at deres fremtid skal afgøres. Det er Nordsø Camping, hvor Røde Kors har oprettet et asylcenter.

Både i Hvide Sande og i Thyregod er tankerne mange. Og usikre. Men mandag aften sættes de på standby. Den uvisse fremtid skydes til hjørnespark, og nuet skal sættes i højsædet, når de er gæster på MCH Arena til FC Midtjyllands kamp mod FC Vestsjælland.

- Vi er rigtig glade for, at vi kan hjælpe med at give de her mennesker et afbræk i en hverdag, som er fyldt med usikkerhed. De har oplevet forfærdelige ting, og kan vi hjælpe til, at de for en stund glemmer dem og får en god oplevelse, så er det, det hele værd. Vi var aldrig i tvivl om, at vi selvfølgelig gerne ville invitere dem til fodbold, da vi blev kontaktet, siger Michael Munch, der er fan- og marketingkoordinator i FC Midtjylland.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox