04.11.2014, 10:35 | Af: Administrator

Heinze nedlagde fans

Underlaget var grønt, som det plejer, men hårde læderkugler var skiftet ud med jetoner og kort.

FCM Poker Champion. Det er den flotte titel, som står på spil, når midtjyske fans kan dyste i poker mod klubbens spillere og trænere på Unibet. Men det er ikke kun titlen, de kæmper om. De kæmper også førstepladsen, som er "en dag i FC Midtjylland".

Her får en heldig og dygtig fan et unikt indblik i klubben og kommer helt tæt på både spillere, trænere og får samtidig en indsigt i, hvad der sker bag kulisserne hos en af Danmarks bedste fodboldklubber.

Søndag aften blev den første turnering skudt i gang, og her jagtede de midtjyske fans Lasse Heinze og Glen Riddersholm. Det gav nemlig 200 kroner i kolde kontanter at slå de to spillere ud af turneringen.

Og en heldig spiller fik da også vippet Glen Riddersholm af pinden, og det betød en 13. plads til cheftræneren. Væsentlig bedre gik det for Lasse Heinze. For efter en sløj start af keeperen, spillere han sig i den grad op.

LÆS OGSÅ: Se programmet og hvornår din favoritspiller stiller op

For faktisk strøg målmanden helt til tops sammen med et par fans. Turneringen er nemlig kvalifikation til finalen, hvor du altså kæmper om en dag i FC Midtjylland, og derfor gik de tre bedste spillere videre. Lasse Heinze var faktisk den af de tre sidste spillere, som sluttede med flest jetoner - til stor overraskelse for ham selv.

- Jeg tror, det var mere held end forstand, lyder det ærligt fra keeperen, som faktisk slet ikke er den store pokerhaj, selv om det ikke var at se søndag aften ved de grønne borde.

- Jeg spiller faktisk ikke rigtigt poker. Jeg kender reglerne, men har ikke særlig meget. Men da jeg først kom i gang, blev jeg bidt af det og ville selvfølgelig gerne vinde, siger Heinze.

Næste gang de midtjyske fans får mulighed for at dyste mod FCM-profilerne er på søndag, hvor Jakob Poulsen, Petter Andersson og den tidligere FCM-profil og nuværende sælger Ulrik Lindkvist er med i turneringen med start klokken 21.00. Det hele foregår på Unibet. 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox