10.11.2014, 21:43 | Af: Administrator

Reserverne vandt igen

FC Midtjyllands reservehold vandt endnu en gang mod Silkeborg, da holdet mandag eftermiddag slog Silkeborg 2-1 på Wunderelf Arena. Babajide David og Tim Janssen scorede for ulvene.

Efter Superligasejren fredag aften i Silkeborg skulle reserveholdet forsøge at gentage succesen mandag eftermiddag. Og missionen lykkedes, da kampen sluttede med samme sejrscifre som i Superligakampen, 2-1. 

Begge hold havde mange Superligakampe i startopstillingen. For FCM var André Rømer sat på en mindre vant plads i midterforsvaret, imens Izunna Uzochukwu spillede på den defensive midtbane. Silkeborg havde blandt andre Jesper Mikkelsen og Jeppe Illum med på holdkortet. 

Hjemmeholdet startede kampen bedst, og Paul Onuachu tvang Silkeborg-keeper Kasper Jensen ud i fuld længde på et hovedstød tidligt i kampen. Silkeborg ville dog også lege med, og Jeppe Illum forsøgte sig med et frækt forsøg, som dog gik over mål. 

Efter 17 minutter bragte FC Midtjylland sig i front, da Mikkel Duelund fandt Babajide David i Dybden kort inde på Silkeborgs banehalvdel. David kiggede op og så, at Kasper Jensen var langt ude af sit mål. Her fra sparkede nigerianeren frækt og resolut på mål, og bolden sejlede hele vejen ind i netmaskerne. En flot detalje af kantspilleren. 

Få øjeblikke senere var det tæt på 2-0, da Mikkel Duelund blev spillet helt fri i dybden. Denne gang fik Silkeborg-keeperen dog afværget forsøget. Silkeborg fik senere i halvlegen en mål annulleret for offside, og da ingen af holdene formåede at skabe yderligere store chancer, var pausestillingen 1-0.

Var anden halvlegs start pressede hjemmeholdet på for den dræbende 2-0-scoring, og allerede efter syv minutters spil lykkedes FCM'erne med den mission. Tim Janssen stod på det rette sted i feltet, og herfra kunne han iskoldt bringe FC Midtjylland foran med 2-0. 

2-0-målet satte lidt mere gang i gæsterne, og østjyderne havde et par gode muligheder, som halvlegen skred frem. Få minutter før tid fik Christian Sørensen reuceret, da han fra nært hold sparkede bolden ind bag Marco Priis Jørgensen i FCM-målet. Mere blev det dog ikke til for Silkeborg, og FC Midtjylland kunne derfor juble over endnu en sejr over lokalrivalerne. 

Efter kampen var det en tilfreds FCM-lejr, der nu er sikker på at spille i den bedste reserveliga til foråret. 

- Vi spillede en god kamp. Vi skaber mange chancer og laver mange flotte angreb. I første halvleg får de nogle få chancer, fordi vi ikke løber hurtigt nok hjem. Men det får de rettet, og vi vinder også fortjent, siger træner Rene S. Andersen

- Vi er meget glade for, at vi skal spille i den bedste reserveliga, fordi vi slutter i top to. Matchingen for vores førsteholdsspillere, som har brug for kamptræning og vores unge spillere skal være så god som muligt. 

Træneren mener samtidig, at den store variation i kampen var rigtig vigtig. 

- Vi skaber både chancer fra indlæg, dødbolde og flotte angreb. Vores to mål var lidt sjove, men vi kunne også have scoret på nogle af vores andre opspil, siger træneren. 

Næste og sidste opgave for reserverne er på mandag, når Vejle venter på udebane. 

Kampfakta: 

FC Midtjylland reserve  - Silkeborg reserve 2-1

17' 1-0 Babajide David 
52' 2-0 Tim Janssen 
87' 2-1 Christian Sørensen

Start-11 FCM: 

Marco Priis Jørgensen, Alexander Munksgaard, André Rømer, Rasmus Lauritsen, Frederik Møller, Izunna Uzochukwu(60' Gloire Rutikanga), Tim Janssen, Mikkel Duelund(80' Alexander Nicolajsen), Musefiu Ashiru, Babajide David(75' Mads Døhr Thychosen), Paul Onuachu

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox