01.11.2014, 14:51 | Af: Administrator

Stolpe ud for U17

Der var tilfredshed med spillet, men skuffelse over resultatet i FCM-lejren, efter FCM U17 havde tabt 1-2 på en FCK-scoring i overtiden

FCM U17 dominerede stort i den første time af kampen mod FCK, men overvægten udmøntede sig kun i et enkelt mål. Det kom til at koste, for hen mod slutningen slap kræfterne op, og i overtiden stjal sjællænderne alle tre point.

Ulvene lagde ellers friskt ud, og kom frem til en stribe gode muligheder i kampens indledning, og efter tyve minutter fik holdet udbytte af anstrengelserne.

Bolden blev erobret på banens midte, og Mads Vang satte kurs mod gæsternes mål, inden han spillede bolden videre til Nikolaj Kirk. Anføreren føret bolden bag om sig selv, vendte rundt og sparkede bolden i nettet. Kirk spillede op til sit potentiale, og fik vist, hvorfor han er u-landsholdsspiller.

Ti minutter senere fik FCK dog udlignet på deres eneste mulighed i de første fyrre minutter. Et indlæg fra sjællændernes højreside bliver slået ind i feltet, hvor en FCK’er kan udligne midt for mål – FCM-defensiven virkede egentlig til at være på plads, men var måske lidt for afventende i situationen.

FCM U17 pressede på for at fremtvinge et nyt føringsmål, men måtte gå til pause med 1-1 på tavlen. I anden halvleg intensiverede værterne presset, og kom fortsat frem til chancer.

Mikkel Jakobsen, der havde afløst en træt Mikael Anderson i pausen, fik en friløber efter hurtigt opspil, men overplacerede desværre sin afslutning, og kort efter hoppede og dansede bolden inde i FCK-feltet, desværre uden at en FCM’er kunne få styret læderet det sidste stykke ind over stregen.

Kræfterne slap op
FCM’erne brugte mange kræfter i deres jagt på føringsmålet, og i slutfasen blev det tydeligt, at der var ved at være udsolgt. Det lignede en pointdeling, men i kampens overtid fik FCM-forsvaret ikke clearet en høj bold. En FCK’er fik raget nedfaldsbolden til sig, kom fri af en forsvarer og sparkede alle tre point til Frederiksberg.

- FCK spiller deres vante 4-4-2 med to store angribere, og i den første time har vi godt styr på dem, men i de sidste tyve minutter er det tydeligt, vi er trætte. Vi taber dueller, og giver for mange andenbolde væk, og det rammer os til sidst, konstaterer cheftræner Svend Graversen.

- Kan vi blive ved med at spille som vi gjorde i den første time af kampen i dag, så vinder vi langt de fleste kampe, men lige nu er det lidt stolpe ud for os. Vi giver den en skalle til træningen i den kommende uge, og så er det op på hesten igen, siger Graversen.

FCM U17 spiller igen i den kommende weekend, hvor holdet lørdag møder Brøndby på udebane. Se stilling og resultater fra U17 Ligaen her.

FC Midtjylland U17 - FC København U17 1-2 (1-1)
20' 1-0 Nikolaj Kirk (assist Mads Vang)
30' 1-1 FCK
80+2´ 1-2 FCK

Opstilling: Simon Petersen - Malte Jürgensen (50´ Victor Torp), Nicolai Damkjær, Mads Friis, Mathias Nors - Nikolaj Kirk, Mads Olsen, Mikael Anderson (41' Mikkel Jakobsen) - Mads Carlson, Andreas Poulsen, Mads Vang

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox