21.11.2014, 07:53 | Af: Administrator

U-holdene gæster Lyngby

Lørdag byder på fuldt program for akademiholdene. I U19 Ligaen møder det mest scorende hold det mindst scorende, mens FCM U17 møder et Lyngby-mandskab der vil spille med om guldet

FCM U19 spiller dagens første kamp, og møder her et Lyngby-mandskab, der ligger på ligaens næstsidsteplads. Hjemmeholdet har med 7 scoringer i 9 kampe haft svært ved at finde vej til netmaskerne, men hjemme i Lyngby har man for vane at spille tætte, målfattige kampe (1-1-2, målscore 3-5).

U19 holdets træner Kenneth Andersen er godt klar over, at hans hold kommer på arbejde mod traditionsklubben:

- Som altid er vores fokus på vores egen indsats, og jeg håber, at vi kan fortsætte som hidtil, hvor vi har været gode til at skabe chancer, samtidig med at vi har været effektive foran mål, fortæller Andersen.

Det var netop de kvaliteter der i seneste runde sikrede FCM U19 3 point i Brøndby, efter en intens, men ikke særligt velspillet kamp.

- Vi kommer frem til en del afslutninger, og får også holdt Brøndby nede på et acceptabelt antal chancer, så det var vi udmærket tilfredse med. Spillet mellem felterne, derimod... Vi lod os stresse af Brøndby og var alt, alt for ringe i vores boldomgang. Det skal vi have forbedret mod Lyngby, udtaler Andersen.

Trænerstaben kan vælge fra den samme trup som sidst, og hverken Lyngby eller FCM har spillere i karantæne til opgøret, der fløjtes i gang kl. 12.15.

Stor mundfuld for U17
Efter U19-holdets kamp, venter der FCM U17 en vanskelig opgave, når man løber ind på banen mod Lyngby, der indtager en øjeblikkelig fjerdeplads i U17 Ligaen. Ulvene kan dog tanke selvtillid i den seneste tids spil og resultater, og kommer til Lyngby med to sejre i træk:

- Vi er stille og roligt blevet bedre, siden vi vandt 2-1 over OB for en måned siden. Vi scorer ikke helt så mange mål som i starten af sæsonen, men er blevet markant dygtigere til at forsvare vores eget mål, beretter Svend Graversen, der ikke lægger skjul på, at kampen mod Lyngby bliver noget af en karaktertest:

- Vi skal gerne være meget på bolden, ellers får vi det svært derovre. Spiller vi ligesom vi gjorde i første halvleg mod Horsens, bliver vi splittet ad, så vi skal op på niveauet fra vores gode periode i anden halvleg af den kamp, siger Graversen. Han peger på angriberen Jens Odgaard (9 sæsonmål), kantspilleren Jacob Bruun og målmanden Oscar Frigast - alle tre U-landsholdsspillere - som de bærende profiler på Lyngby-holdet.

FCM U17 kan glæde sig over atter at have anfører Nikolaj Kirk til rådighed, efter at han afsonede en enkelt karantænedag mod Horsens. Til gengæld er der tvivl om Mads Olsen, der skal testes op til kampen, der fløjtes i gang 14.15.

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox