17.11.2014, 21:36 | Af: Administrator

U17 kravler opad

Scorede fire gange på tyve minutter i anden halvleg af kampen mod AC Horsens, og holdt samtidig nullet for første gang i sæsonen

Det lignede ellers ikke, at det skulle blive en festlig FCM-aften i kampens indledning. AC Horsens gik uimponeret til opgaven og havde bolden mest. Gæsterne kom også frem til chancer, og Oliver Ottesen måtte hive et par gode redninger ud af ærmet, for at forhindre en tidlig Horsens-føring.

Efterhånden fik FCM U17 spillet sig ind i opgøret, og mod halvlegens slutning blev det også til en stor chance til Mikael Anderson, ligesom holdet følte sig snydt for et straffespark til Mads Vang.

Opblomstringen kunne dog ikke ændre ved billedet af en generelt utilfredsstillende første halvleg, og pausen blev brugt til en seriøs samtale om, hvad der manglede inde på banen, og hvordan man skulle få det frem.

Målbonanza
Det havde en gavnlig effekt, for det var et helt anderledes fokuseret FCM-hold der kom ud af omklædningsrummet. Efter fem minutter scorede Mads Carlson efter at have modtaget bolden i dybden fra Mikael Anderson. Fem minutter efter var det så Carlsons tur til at servicere Mads Vang, der bragte ulvene på 2-0.

Så summede FCM-maskinen for alvor, og kort efter straffede man, at Horsens-keeperen var kommet til at samle en tilbagelægning op. Det gav et indirekte frispark inde i feltet, der endte ved Mikael Anderson, som scorede sit 11. sæsonmål.

Elleve blev til tolv små ti minutter senere, da Anderson ekspederede Mikkel Jakobsens indlæg over stregen - fire mål på tyve minutter og så var den kamp afgjort.

FCM U17 havde chancer til yderligere scoringer, selvom kvaliteten dalede i det sidste kvarter, men det blev ved de 4-0. Svend Graversen var tilfreds med resultatet, men lidt mere forbeholden overfor holdets spil:

- På trods af cifrene, så spiller vi en bedre kamp ovre i Brøndby (2-1 sejr, red,). I dag har vi tyve minutter, hvor spillerne virkeligt stepper op, og hvor vi spiller op til vores niveau, og det afgør kampen. Det er vi tilfredse med, og så er vi meget glade for, at det for første gang lykkes os at holde nullet - det har vi arbejdet hårdt på, sagde Svend Graversen og roste Malte Jürgensen, der gjorde en god figur på den lidt uvante position som sekser.

Med sejren tager FCM U17 et spring på tre pladser op i tabellen, hvor man nu ligger som nr. 6. Se stillingen i sin helhed her. FCM U17 skal i ilden igen på lørdag, hvor holdet gæster Lyngby.

FC Midtjylland U17 - AC Horsens U17 4-0
45' 1-0 Mads Carlson (assist Mikael Anderson)
50' 2-0 Mads Vang (assist Mads Carlson)
56' 3-0 Mikael Anderson
64' 4-0 Mikael Anderson (assist Mikkel Jakobsen)

Opstilling: Oliver Ottesen - Sebastian Hairing Lodahl, Mads Friis, Nicolai Damkjær, Mathias Nors - Malte Jürgensen (65' Aksel Smith-Petersen), Mikkel Jakobsen, Mikael Anderson - Andreas Poulsen (45' Christian Tue Jensen [FCM U15]), Mads Carlson, Mads Vang (67' Andreas Jespersen)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox