01.11.2014, 17:17 | Af: Administrator

U19 kværnede FCK

Mikkel Duelund lavede sæsonens andet hattrick i en ny stærk præstation af FCM U19. Holdet har nu hentet 22 point i sæsonens første 8 kampe.

Efter sidste uges remis i Farum var FCM U19 lørdag "back to their winning ways", da FCK blev sendt hjem med et 4-1 nederlag i bagagen.

Det var tydeligvis gæsternes plan at være kompakte og godt organiserede, men ulvene var kampen igennem tålmodige og gode til at spille sig ud af gæsternes pres.

Efter 21 minutters spil faldt føringsmålet, da David brød igennem ude i den ene side. Det lignede meget at FCK'eren lavede frispark eller måske endda straffespark på ham, i det han trak ind i feltet, men dommeren lod fordelsreglen gælde, og så fik David prikket bolden til Duelund, der ude fra feltets ene side drejede bolden i nettet med et "bananspark".

Knapt havde FCK givet bolden op før FCM igen kom frem til en god mulighed. Den blev dog afværget, men det var en stakket frist, for umiddelbart efter stak Jonas Gemmer bolden i dybden til Duelund. Alene med målmanden valgte "Due", den tidlige afslutning, og bolden strøg i nettet. 2-0, hvilket også var stillingen ved halvleg.

Et kvarter inde i halvlegen punkterede FCM U19 endegyldigt opgøret, da Mikkel Frankoch afsluttede dagens bedste angreb med målet til 3-0. Med en stribe førstegangsafleveringer førte ulvene bolden op fra egen forsvarszone, hvorefter Mads Døhr Thychosen fandt Frankoch. FCK's målmand befandt sig i en utaknemmelig situation alene med Frankoch og med Razak i en udækket, spilbar position - Frankoch lagde selv bolden forbi keeperen.

To straffespark og udvisning
Med små tyve minutter fik FCK chancen for at reducere, efter en misforståelse i de bagerste geledder hos FCM. Forsvarsspillerne lod en hovedstødstilbagelægning fra midtbanen passere igennem, men en FCK'er nåede bolden før Rasmus Bach, der kom til at lave et straffespark og modtog en advarsel.

FCK'erne scorede på straffesparket, men bare to minutter efter var det FCM der fik chancen fra ellevemeterpletten. En FCK'er så rødt for at bruge hånden til at forhindre en David-scoring, og så fik Duelund sit hattrick. Der har været meget opmærksomhed omkring Duelund de sidste par uger, og cheftræner Kenneth Andersen roste efter kampen midtbanespilleren for hans evne til at bevare fokus.

Kampen døde lige så stille med 4-1 scoringen - med en mand i undertal ville FCK bare hjem uden yderligere skrammer, og FCM var tilfredse med at forsvare sig med bolden. Kenneth Andersen var igen såre godt tilfreds, med hvad han havde set:

- Kampen kommer til at forme sig som forventet. FCK kommer med en stram organisation, men vi får brudt dem ned, spiller os ud af presset, og vælger de rigtige løsninger. Derudover er vi glade over en fin forsvarspræstation - vi har i hele sæsonen været effektive i vores angrebsspil, men har måske manglet lidt mere kynisme i forsvaret. Jeg synes vi er godt på vej, udtaler FCM-træneren, der i samme åndedrag roste Rasmus Lauritsen i midterforsvaret:

- Der var mange gode præstationer i dag, men "Ralle" styrer bagkæden med sikker hånd, og vinder vel samtlige dueller med FCK's store angriber, fortalte FCM-træneren.

Tidligere på dagen vandt FC Nordsjælland med 4-1 over OB, og fortsætter dermed deres parløb med FCM i toppen af U19 Ligaen. Se stilling og resultater fra ligaen her.

FCM U19 spiller igen lørdag 8. november, hvor holdet skal en tur til Brøndby.

FC Midtjylland U19 - FC København U19 4-1 (2-0)
21' 1-0 Mikkel Duelund (assist Babajide David)
23' 2-0 Mikkel Duelund (assist Jonas Gemmer)
60' 3-0 Mikkel Frankoch (assist Mads Døhr Thychosen)
72' 3-1 Kristjan Finbogasson,strf.
74' 4-1 Mikkel Duelund, strf.

74' Udvisning FCK

Opstilling: Rasmus Bach - Rasmus Nissen, Alexander Munksgaard, Rasmus Lauritsen, Anders Hagelskjær (78' Jeppe Solgaard) - Jonas Gemmer, Mikkel Frankoch, Mikkel Duelund - Babajide David, Mads Døhr Thychosen (60' Simon Sterring), Razak Adebayo Odeyemi (75' Gloire Rutikanga)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox