17.11.2014, 09:18 | Af: Administrator

Vigtig brik forlænger i FCM

Han har selv stået til de store kampe som spiller, hvor han både fik landskampe og masser af international erfaring. Nu har Brian Priske forlænget sin aftale som assistenttræner hos FC Midtjyllands Superligamandskab. 

- Jeg har stadig en masse at lære, her hvor jeg er. Jeg er en dedikeret og passioneret person, og på den måde er klubben og jeg et rigtig godt match. FCM er på mange måder stadig en ung klub, men man har hele tiden vist, at man vil frem og udvikle sig, og at man er i en god udvikling.

Sådan siger Brian Priske, som sin første reaktion på hvorfor, at han har valgt at blive i FC Midtjylland. Assistenttræneren for Superligaduksen og klubbens ledelse har nemlig valgt at fortsætte samarbejdet. En naturlig konsekvens af flotte resultater og god menneskelig kemi imellem mennesket og klubben.

- Fra første dag, jeg trådte ind som spiller, har jeg følt mig hjemme her. Her er en god jargon og en gensidig respekt imellem folk. Det er derfor naturligt for mig at blive. Det giver noget ro på for mig og familien, og samtidig bliver jeg hele tiden udfordret her, fortæller Priske om forholdet til klubben.

Tænkte ikke på trænerjob
Det lå egentlig ikke i kortene, at horsensianeren skulle gå trænervejen efter sin egen aktive karriere. Faktisk havde Priske ikke selv planlagt den vej, før han for nogle år tilbage pludselig fik et opkald.

- Jeg blev kontaktet af Glen, og så tænkte jeg, at det kunne være interessant, fordi jeg også havde en god tid i klubben som spiller. Men det var ikke planlagt igennem min karriere, og når jeg blev spurgt som spiller, om jeg så skulle være træner bagefter, svarede jeg næsten altid nej, siger Brian Priske.

- Nu er jeg i gang med min fjerde sæson som træner, og jeg affinder mig virkelig godt med det. Jeg gør en forskel her, og jeg har nogle dygtige kolleger. Her er både trænere i Superligateamet og på Akademiet, som har stor erfaring, og dem lærer jeg fortsat af, fortæller Priske.

Den tidligere landsholdsspiller er kendt for at have en god forståelse af spillertruppen. Han mener selv, at det er en stor del af klubbens succes, at trænere og spillere er tæt på hinanden.

- Det er noget, som jeg synes er vigtigt. Man skal nå ind til mennesket i spilleren. Det kendetegner klubben og trænerteamet, at vi når ind til spillerne, selvom der selvfølgelig skal være en naturlig distance. Glen er også tæt på spillerne, ligesom de andre trænere i teamet er det.

Og kontakten til menneskerne afspejler sig også udenfor fodbolden for Brian Priske. En lang karriere med flere udenlandseventyr har også betydet, at den 37-årige træner har skullet forholdet sig til en række ting udenfor grønsværen.

Priskes kone og to børn har en kæmpe betydning i hans liv, og sådan har det været igennem det meste af hans fodboldrejse. Det har hele vejen igennem været afgørende for ham, at familien har følt sig tilpas på trods af flytninger og nye kulturer.

- De har jo været med mig på hele turen. Det har altid betydet meget for mig, at de har haft det godt, selvom vi har flyttet og taget hensyn til min karriere og arbejde. De har også betalt prisen for det, så det har været afgørende for mig, at de har været med i det, siger Priske om familiens store betydning.

- Jeg tror, at præcis ligesom at spillerne skal have det godt udenfor banen for at fungere, så skal vi andre det også. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at min familie og jeg selv trives udenfor arbejdet. Det gør også, at det er rart at have forlænget aftalen, så der er ro på fremtiden for nu.

Lever i nuet
I fodboldverdenen har det ofte været et naturligt spring, at assistenttrænere udvikler sig i rollen for derefter at tage steppet videre som cheftræner. Det er ikke en udvikling, som den rolige østjyde afviser, men han har heller ikke skrevet ind i karriereplanerne, at han nødvendigvis skal blive cheftræner.

- Jeg har det godt i rollen som assistent. Det skyldes selvfølgelig også, at jeg er under en cheftræner, som lytter til mig og giver mig ansvar. Jeg forsøger at udvikle mig og bygge lag på, og jeg nyder min nuværende situation. Omvendt kender jeg godt mekanismerne, og tingene kan jo pludselig ændre sig i fodbold.

- Men jeg har ikke sat mig et mål om, at jeg skal være cheftræner i den eller den klub på et bestemt tidspunkt. Jeg sætter mig altid delmål, også på holdets vegne, men ligesom jeg gjorde det som spiller, så prøver jeg at leve, hvor jeg er, og så må vi se, hvad fremtiden bringer, siger Priske.

Det rolige forhold til fremtiden stemmer overens med det indtryk, som man møder hos Brian Priske. En stor ro og en person, som hviler i sig selv, og hvem han er. Netop evnen til at være sig selv, er det som Brian Priske betegner som en af sine største styrker.

- Jeg tror som udgangspunkt, at jo mere man kan hvile i sig selv, jo større troværdighed får man også hos folk. Jeg håber da, at folk ser mig som en rolig person, der er afklaret og velovervejet i mine handlinger. Jeg kan selvfølgelig også tænde af, men der skal heldigvis noget til, siger Priske.

Det er samtidig vigtigt for assistenttræneren, at folk omkring ham oplever ham både fra den seriøse og afslappede side. Han mener, at det er en vigtig egenskab at skelne imellem de to sider, og at der skal være plads til begge ting.

- Jeg har da udviklet mig i årene, men jeg er stadig den samme person. Derfor betyder humør og lidt gejl og lir også meget for mig, og det skal der være plads til i hverdagen. Samtidig skal man kunne sætte sig i respekt, og folk skal vide, hvornår det er sjov, og hvornår man arbejder seriøst, siger han om balancegangen mellem sjov og alvor.

En vigtig ambassadør
Dødboldsspecialist, familiefar, menneskekender. Manden ved siden af Glen Riddersholm har mange roller. Hos FC Midtjylland taler man ofte om, at man vil have hele mennesker, og den profil passer godt på Brian Priske.

Sportsdirektør i klubben, Claus Steinlein, er glad for at samarbejdet de to parter imellem er blevet forlænget. Han mener, at det er en stor gevinst at have folk i trænerteamet, som selv har stået på grønsværen som spiller.

- Priske er først og fremmest en fantastisk ambassadør for klubben. Hans kontakt til spillerne er rigtig god, og han supplerer resten af trænerteamet. Den respekt, som trænerne har imellem sig, er vigtig, og vi er meget tilfredse med, at vi nu er blevet enige om at fortsætte det gode samarbejde, siger Steinlein.

- Derudover har han taget vores dødbolde til et nyt niveau. Vi er nummer ét i Danmark på det område, og der har han en stor del af æren. Han har sat stor fokus på den del, og han har motiveret spillere til at være fokuserede og disciplinerede på området. Så også der er han en stor gevinst.

Om Brian Priske ender som cheftræner i en europæisk topklub, eller om han fortsætter i jobbet som assistenttræner kan kun den fjerne fremtid vise. For nu er østjyden at finde i FC Midtjylland fremadrettet, og han skal sammen med resten af trænerteamet og spillertruppen kæmpe for, at de gode resultater fortsætter på Heden.

Brian Priske nåede som spiller 24 A-landskampe, og han spillede i klubber som Genk, Portsmouth, Club Brügge og selvfølgelig FC Midtjylland.

Foto: FCM Foto

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox