03.12.2014, 09:59 | Af: Administrator

Besøg fra England: Vi er imponerede

FC Midtjylland havde mandag besøg fra den engelske søsterklub Brentford FC. Englænderne ligger i toppen af den engelske Championship, men var alligevel fulde af beundring over klubben fra Heden. 

Matthew Bentham investerede i sommer i fodboldklubben FC Midtjylland. Siden forandringen har FC Midtjylland været en klub i rivende udvikling, hvor man både på og uden for banen har flyttet sig. Bedst illustreret ved den suveræne førsteplads, som holdet indtager i Superligaen lige nu.

Mandag var Matthew Benthams engelske fodboldklub Brentford FC, på besøg hos FC Midtjylland. Her var nogle af klubbens fremtrædende folk på besøg for at finde inspiration at tage med hjem til Brentford FC. Og det fik de, FCM’s engelske venner.

Det blev blandt andet til en rundvisning på Akademiet og anlægget i Ikast, før turen gik til MCH Arena, hvor Brentford-folkene både så Ulve-Shoppen, BW Loungen og meget mere. En interessant oplevelse for englænderne, som var imponerede over oplevelsen hos FC Midtjylland.

- Folk har været fantastiske mod os i dag. Vi har fået et virkelig godt indtryk af klubben. Vi er imponerede over træningsfaciliteterne og det flotte stadion. Det er noget, som vi også ønsker os, og det har været en yderst interessant dag, fortæller Mark Devlin som er Chief executive i Brentford FC.

- Jo mere de to klubber kan hjælpe hinanden og samarbejde, jo bedre er det for begge parter. Begge klubber gør det jo godt på banen i øjeblikket, men vi kan altid lære noget af hinanden på og uden for banen. Og så skal de midtjyske fans være meget velkomne til at komme forbi vores hjemmebane, Griffin Park, siger Mark Devlin til FCM TV.  

Også operations manager i klubben, Alan Walsh, roser forholdene i FC Midtjylland. Han tror på, at Brentford kan lære ting hos FC Midtjylland, som vil gavne klubben i deres ambitiøse målsætninger i fremtiden.

- Vi er overvældede og har haft en stor oplevelse her i Jylland. Vi skal hjem og forberede os på et nyt stadion, og der kan vi lære en del her. Samtidig ser jeg en masse sammenhænge imellem de to klubber, og det har været en stor oplevelse, siger Alan Walsh til FCM TV.

Walsh roser specielt en ting ved FC Midtjylland, som han mener er en vigtig ting at holde fast i.

- Det er en meget åben klub. Her er højt til loftet, og det bliver aldrig klaustrofobisk at være her. Det er virkelig vigtigt. Jeg tror på, at vi kan lære hinanden endnu flere ting  og samarbejde endnu mere. Og så kunne det da være dejligt, hvis de to klubbers fans også kunne linke, så vi udbyggede fanskaren på den måde.  

Du kan se interviewet med de to Brentford FC-folk på FCM TV her.

Brentford FC ligger i øjblikket nummer tre i den engelske Championship. Det svarer til en play off plads oprykning til Premier League. Holdet er blot tre mål fra andenpladsen, som giver direkte oprykning. 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox