08.12.2014, 13:53 | Af: Administrator

BW East kårer Banggaard til årets spiller

Efter kampen i Parken fik Patrick Banggaard overrakt det synlige bevis på, at BW East har kåret ham til årets spiller.

Dåbsattesten siger blot 20 år, men Patrick Banggaard har allerede mere end 50 superligakampe på CV'et. I det netop eftersluttet efterår har han været i aktion 15 ud af 17 gange. Alle 15 kampe med fuld tid som følge.

Også i forårssæsonen var U21-landsholdsspilleren en fast del af den midtjyske defensiv og med en sjælden ro har han udmærket sig som et af de største forsvarstalenter i Superligaen. I det hele taget må 2014 siges at have været et godt år for 194 centimeter høje midterforsvarer.

En betragtning som FC Midtjyllands sjællandske support er enige i. For BW East, som er FC Midtjyllands sjællandske fanklub, har nemlig kåret Banggaard som årets spiller 2014.

- Han har spillet stabilt og har generelt et højt niveau i sit forsvarsspil. Han er ikke mere end 20 år gammel, men han optræder som en gammel garvet superligaspiller, lyder det blandt andet på det diplom, som han fik overrakt efter søndagens kamp i Parken.

Endvidere lyder det i begrundelsen for valget.

- En anonym forsvarsspiller, der konstant lægger på sit spil. Har et roligt overblik og er kropsstærk.

- Banggaard er den spiller, som har præsteret over sit niveau og er gået hen og blevet en klasse forsvarsspiller.

- Synes han har udviklet sig fantastisk i hele sin tid i FCM. Han bliver tit overset, fordi han spiller i bagerste række, men han fortjener denne pris for sit enorme slid både til træning og på banen.

Patrick Banggaard fik foruden diplomet en flot gave af fanklubben efter årets sidste kamp søndag aften i Parken.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox