22.12.2014, 10:00 | Af: Administrator

Garvet FCM-tilhænger ny fankoordinator

Peter Ross er født og opvokset i Ikast og har fulgt FC Midtjylland stort set siden etableringen i 1999. Nu bliver den tidligere Black Wolves-formand ny fankoordinator i klubben.

Kasketten bliver en anden, men opholdsstedet under FC Midtjyllands hjemmekampe bliver i vid udstrækning det samme, når den 25-årige Peter Ross fra årsskiftet bliver ny fankoordinator i FCM: på og omkring det sydende og hastigt voksende fanmiljø på stemningstribunen.

Det bliver en spændende udfordring og en anderledes rolle for mig, men jeg håber at kunne forene de mange år på tribunen med klubbens ønsker, så vi alle bliver bedre, forklarer Peter Ross, der netop er stoppet som formand for Black Wolves.

Netop Peter Ross’ fortid i BW var væsentlig, da FCM henvendte sig for at høre om koordinator-rollen var noget for den inkarnerede FCM’er.

Peter kommer med en stærk forankring i BW, og han har også gode relationer til de øvrige fangrupperinger. Alt i alt står der stor respekt om Peter fra alle dele af fanmiljøet, og på den måde kommer han til at binde FCM og den voksende fankultur endnu tættere sammen, siger FCM-direktør Hans Krabbe.

Ikast-knægten Peter Ross, der har fulgt FCM stort set siden klubbens etablering, var ikke i tvivl, da han fik buddet om at blive en del af klubben.

- Det er jo min klub, som jeg er vokset op sammen med. Jeg spejler mig godt i klubbens respekt for områdets historie med arbejdsomhed og flid. FCM er krøbet under huden på mig, og i dag er den en del af min identitet, siger den pædagog-uddannede Ross.

Fankoordinator-funktionen er obligatorisk for klubber i Superligaen. Og nu skal Ross så i sving.

Opgaven bliver at give alle FCM-tilhængere – og ikke kun dem på stemningstribunen – de bedst mulige oplevelser og rammer for kampene. Jeg vil gerne bygge bro mellem fangrupperne og medvirke til fælles udvikling. Jeg ser mig selv som et talerør for alle FCM-fans, og jeg har tænkt mig at være synlig, uanset om man ser kampen fra Faxe Kondi-tribunen eller står lige midt i stemningsområdet, siger Peter Ross.

Peter Ross afløser Michael Munch, der har haft jobbet i de seneste par år.

Som BW-formand var jeg i tæt dialog med Michael, der har lært mig meget. Jeg glæder mig til at føre hans gode arbejde videre, lyder det fra FCM’s kommende fankoordinator.

Rundt om Ross
- 25 år, kæreste med Anne-Sofie.

- Uddannet pædagog, arbejder i Vestbyens Børnehus, Ikast.
Tilskuer til den første kamp i klubbens historie.
Aktiv i fanmiljøet siden 2000.
Deltog i første organiserede tifo-produktion i 2001.
Medstifter af Ultras Midtjylland 2007.
Bestyrelsesmedlem i Black Wolves 2011-2014
Formand for Black Wolves 2012-2014
Tre år som capo (leder af stemningen og sangen på tribunen)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox