12.12.2014, 09:32 | Af: Administrator

Gruppefinale i Argentina: FCM kan spille sig i semifinalen

FC Midtjylland U19-mandskab spiller fredag den sidste puljekamp i turneringen i Argentina. Et uafgjort resultat kan vise sig at være nok for danskerne. Holdet fokuserer dog kun på sejren mod Danubio Futbol Club. 

En 7-0-sejr i åbningskampen blev fulgt op med en 2-2-kamp for U19-holdet i Argentina. Nu venter en slags gruppefinale, når man fredag møder Dabunio Futbol Club fra Uruguay. Vinderen af kampen vil være sikret en plads i A-semifinalerne i turneringen.

Torsdag havde truppen restitutionstræning og taktisk forberedelse på fredagens kamp. Efterfølgende blev det også tid til, at tage en tur ind til Buenos Aires. Her skal spillerne ind til et stort shoppingcenter, og hvem ved, måske er den Argentinske mode populær hos de ulvedrengene.

Herefter gjaldt det opladning til den afgørende kamp om puljens førsteplads. Dabunio-holdet spillede første kamp 0-0, hvorefter det blev til en sikker 6-0-sejr i den anden kamp. Det betyder, at FC Midtjylland med et uafgjort resultat vil slutte foran Uruguayanerne.

Slutter kampen uafgjort skal gruppens tredje mulige vinder, Club Atletico Victorianos Arenas, vinde deres kamp med minimum otte mål, for at slutte foran FC Midtjylland og dermed vinde puljen. Det er altså derfor kun en sejr til FCM’erne, som med garanti vil sikre puljesejren.

Der venter dermed en spændende sidste runde og lidt af et puslespil for holdet. Cheftræner Kenneth Andersen vil dog ikke spekulere over andet, end at holdet skal gå efter at vinde fredagens kamp. Han understreger, at holdet ikke har tænkt sig at spille på en taktisk uafgjort.

- Selvom uafgjort kan vise sig at være nok for os, så er det ikke et fokus for os. Vi skal fokusere på at vinde kampen, hvilket bliver en god og stor udfordring. Vi skal møde et fysisk stærkt hold, som virkelig går hårdt til den i duellerne. De spiller typisk Uruguayansk fodbold, og det skal vi kunne modstå, fortæller Andersen.

- Onsdagen kamp viste os, at vi skal være skarpe og kyniske i felterne. Vi brændte nogle store muligheder, og fik ikke helt clearet i vores egen ende. Det har vi holdt fokus på i vores forberedelse til kampen. Danubio har endnu ikke lukket mål ind i turneringen, så vi skal forsøge at dirke dem op og skabe vores chancer mod dem. Samtidig skal vi spille klogt, så de ikke overrumpler os med deres fysik.

På trods af kampens store betydning, er truppen ikke tynget af presset. En god atmosfære både spillere og trænerstab imellem betyder, at holdet har stor tiltro til sig selv op til kampen. Holdet glæder sig bare til at levere en forhåbentlig stærk præstation.

- Der er en god og afslappet stemning hernede. Både hos spillerne og trænerstaben er der en positiv gejst, og alle har en god forståelse af, hvad vi skal ud og levere sammen. Og så er det jo bare en fed oplevelse for drengene at spille de her slags kampe, siger Kenneth Andersen.

Den tredje kamp på fem dage for holdet betyder, at der er brug for alle ressourcerne. Temperaturerne er dog faldet en smule, og der er i øjeblikket omkring 20 grader varmt i Buenos Aires. Kampen om gruppens førsteplads spilles klokken 13.30 dansk tid på kunstgræs.

Start-11 til kampen: Rasmus Bach, Alexander Munksgaard, Rasmus Lauritsen, Malte Kiilerich Hansen, Anders Hagelskjær, Gloire Rutikanga, Jonas Gemmer, Mikkel Duelund, Rasmus Nissen, Mads Døhr Thychosen, Razak Adebayo Odeyemi.

På bænken: Oliver Ottesen, Jeppe Solgaard, Simon Sterring, Jákup Thomsen, Andreas Murbeck, Mikkel Frankoch, Babajide David

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox