16.12.2014, 14:06 | Af: Administrator

Når fodboldspillere er forbilleder

FC Midtjylland vil gerne være mere end blot en fodboldklub. Uden for kridtstregerne hjælper klubben i samarbejde med Herning Kommune unge til at motivere sig og sætte mål i livet. Islandske Eyjolfur Hedinsson er med i projektet, hvor unge har gjort store fremskridt og fået mod på tilværelsen. 

Eyjolfur Hedinsson har længe døjet med skader, og det har været sparsomt med fodbold for islændingen i sin tid hos FC Midtjylland. Uden for banen har Hedinsson dog fokus på andre ting, imens han kæmper for at komme tilbage på banen. Blandt andet studerer han journalistik via et universitet i sit hjemland.

Og så hjælper han unge mennesker. I samarbejde med Ungeenheden i Herning Kommune har FC Midtjylland nemlig taget del i et projekt, som handler om at hjælpe og motivere unge til uddannelse og struktur.

I den forbindelse har Eyjolfur Hedinsson af flere omgange mødt Jimi Nielsen. Han er en ung knægt, som lige nu er godt i gang med sin HF uddannelse i Holstebro. For blot et halvt år siden, kørte det hele dog ikke sådan på skinner for Jimi Nielsen.

Han var blevet arbejdsløs, og i foråret var han på kontanthjælp. Han havde ikke motivationen til at starte på en ungdomsuddannelse. Jimi Nielsen begyndte i et forløb med Herning kommune, hvor også FC Midtjylland kom indover. Mentaltræner i FCM Rene Petersen blev en del af forløbet, hvor også Manja Tilly som er Gruppeleder hos Ungeenheden  i Herning Kommune er med.

Samtidig blev Eyjolfur Hedinsson mentor for Jimi Nielsen. En slags sparingspartner som han kunne læne sig op ad og spejle sig i. Netop sparingen er grunden til, at Ungeenheden i Herning Kommune henvendte sig til FC Midtjylland i håb om et samarbejde.

- Vi kontaktede FCM, fordi vi også samarbejder i forbindelse med vores projekt ’På banen’, hvor vi forsøger at finde elevpladser til unge. Vores mål var, at spillerne kunne blive rollemodeller for de unge. Tim Janssen har tidligere været det i Holland, og så opstod snakken omkring Eyjolfur Hedinsson, fortæller Manja Tilly, Gruppeleder hos Ungeenheden i Herning Kommune.

- Der er mange udfordringer i at være ung og havne på offentlig forsørgelse. Både fordi man let selv kommer til at opgive undervejs, og fordi vi som samfund kan komme til at møde den unge med nogle fordomme. Med mentorordningen kan vi se, at vi virkelig får hjulpet nogle unge til at rykke sig. Jimi og hans udvikling er allerede blevet en god inspiration for andre unge. De kan gennem ham se, at det nytter noget at sætte sig mål og kæmpe for at holde fast i dem. Og vi glæder os over, at vi efter nytår får lov at starte nye forløb op for andre unge i samarbejde med topprofessionelle superligaspillere.

Samtaler med Rene Petersen førte blandt andet til, at Jimi udviklede en masterplan over de mål, som han ønskede at arbejde hen imod. Coachen fortæller, at fremskridtene hos Jimi Nielsen har været større og er gået hurtigere end forventet.

- Fra at se Jimi for under et år siden til nu, er der sket helt vilde fremskridt. Dengang anede han ikke, hvad han ville, og han kunne ikke se meningen med skole og uddannelse. I dag er det en langt mere sikker og stærk dreng, vi taler med. Det er imponerende og dejligt at se, at der er blevet gjort noget rigtigt, siger Petersen.

- Vi har udviklet masterplaner sammen med Jimi, og så har vi for nylig lavet en adfærdsprofil af ham. Der kan Jimmy se, hvor hans menneskelige styrker er størst, og hvor der er mest brug for at bygge videre. Det har været interessant at få sat ord på de ting, som vi har gået og arbejdet med i det seneste trekvarte år.

Er blevet mere vedholdende

At samtalerne med Rene Petersen og Eyjolfur Hedinsson har flyttet bjerge er Jimi Nielsen selv ikke i tvivl om. Han oplever en mere moden udgave af sig selv i forhold til før. Samtidig er han blevet langt mere målrettet og disciplineret.

Løbende har Hedinsson og Jimi Nielsen haft samtaler i Ikast, ligesom de har mailet sammen. Desuden har Jimi Nielsen sendt sin masterplan til Eyjolfur Hedinsson, hvorefter de har samarbejdet om at udvikle de kortsigtede og langsigtede mål.

- Før vi startede, kunne jeg ikke rigtig se meningen med at gå i skole. Jeg forstod ikke, at hvis jeg fik gjort mine ting, så ville jeg også have langt mere overskud udenfor skolen. Det handler om, at man kan belønne sig selv, når man har arbejdet hårdt – og det har jeg lært, siger Jimi Nielsen.

Han har oplevet Eyjolfur Hedinsson som en god makker, som har kunnet forstå ham. Han har desuden fundet ud af, at selvom fodboldspillere lever et særligt liv, så har de mange ligheder med andre. Jimi Nielsen har derfor kunne finde inspiration i deres liv.

- Før skiftede jeg ofte job og var på kontanthjælp. Jeg havde problemer med at være vedholdende. Langsomt lærte jeg om spillernes hverdag, og jeg blev inspireret af at sætte mig mål og fastholde dem. Jeg har talt meget med ’Eyjo’, og jeg er dybt imponeret over, at han er blevet ved og ved, selvom han har haft så meget modgang, fortæller Jimi Nielsen.

- Jeg har helt klart adopteret nogle af de ting, som jeg har hørt fra ham. Jeg har lært at stræbe efter mine mål, og jeg har fundet ud af, at jeg faktisk godt kan lide det. Man kan sige, at jeg i starten skulle tvinge mig selv lidt, men nu er det blevet meget mere naturligt.

FC Midtjylland-islændingen glæder sig over, at han som fodboldspiller har mulighed for at hjælpe unge godt videre. Han er imponeret over den udvikling, som Jimi har gennemgået, siden han lærte ham at kende. Hedinsson tror på, at fodboldspillere også skal kunne være forbilleder udenfor grønsværen.

- Fra jeg mødte ham i maj, er der sket utrolig meget. Jimi er mere selvsikker og målbevidst. Vi har løbende talt sammen om hans planer, og det virker som om, at det har hjulpet ham. Det er hans egen fortjeneste, men hvis vi hos FCM kan skubbe det i den rigtige retning, giver det en virkelig god følelse, siger Eyjolfur Hedinsson.

- Der er folk, som ser op til os fodboldspillere. Vi har mulighed for at påvirke folk, og det er et vigtigt ansvar at gave. Jeg har ikke kunnet bidrage med så meget på banen, så derfor er jeg glad for, at jeg kan bruges til noget positivt udenfor banen. Samtidig er det bare dejligt, at kunne hjælpe andre.

Eyjolfur Hedinsson er ikke den eneste FC Midtjylland-spiller, som har været en del af samarbejdet med Herning Kommune. Også venstrebacken Frederik Møller har været en del af projektet. 

På billedet ses Eyjolfur Hedinsson, Jimmi Nielsen og Jimis kæreste på MCH Arena til hjemmekampen mod FC Vestsjælland. 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox