04.12.2014, 22:23 | Af: Administrator

Rødt kort blev dyrt i pokalexit

FC Midtjylland begyndte bedst i Esbjerg, men et rødt kort allerede efter 13 minutter ændrede pokalkampen totalt.

Der var blot spillet 13 minutter, da aftenens dramatiske højdepunkt i pokalkampen mod Esbjerg fB opstod. For her pegede aftenens dommer på straffesparkspletten, og kvitterede samtidig med et direkte rødt kort til Francis Dickoh.

Det blev dyrt for midtjyderne, som ellers var begyndt kampen bedst. Allerede i det tredje minut fik Tim Janssen en stor mulighed for at bringe gæsterne foran, da Kristoffer Olsson sendte ham alene med Esbjerg-keeperen, men hollænderen måtte se sit forsøg reddet.

Men ti minutter efter den gode FCM-mulighed gik det altså galt. Straffesparket kom efter en hurtig omstilling, hvor Jakob Ankersen fik prikket bolden over Lasse Heinze og altså tilkæmpede sig et straffespark i duellen mod Dickoh. Ankersen udnyttede selv muligheden fra 11 meterpletten.

Midtjyderne kæmpede ufortrødent videre, men en mand nede var det svære forhold, og da Esbjerg udnyttede et hurtigt taget indkast til at bringe sig på 2-0, så det sort ud. Det var Tim Sparv, som efter Dickohs røde kort blev rykket ned i midterforsvaret, som fik sidste fod på og blev noteret for et selvmål.

Med et kvarter tilbage af opgøret kom hjemmeholdet på 3-0, og dermed er Esbjerg videre til kvartfinalen i DBU Pokalen, mens FC Midtjylland hurtigt muligt skal tilbage på sejrssporet, når FC København er modstanderen i årets sidste kamp, som er på søndag i Parken.  

Esbjerg fB - FC Midtjylland 3-0 (2-0)
1-0 Jakob Ankersen (str.) 14'
2-0 Tim Sparv (selvmål) 35'
3-0 Mikkel Vestergaard 75'

Rødt kort
13' Francis Dickoh, FCM

Start-11: Lasse Heinze, Andre Rømer, Kristian Bach Bak, Francis Dickoh, Frederik Møller, Tim Sparv, Kristoffer Olsson, Tim Janssen (56' Musefiu Ashiru), Marco Larsen, Rilwan Hassan, Paul Onuachu (76' Mikkel Duelund).

Bænk: Marco Priis Jørgensen, Jesper Lauridsen, Patrick Banggaard, Marcos Ureña, Mikkel Duelund, Musefiu Ashiru, Izunna Uzochukwu.

Tilskuere: 5189

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox