03.12.2014, 13:21 | Af: Administrator

Sparv: Meget står på spil i pokalen

Den finske landsholdsspiller Tim Sparv har været en stor profil for FC Midtjylland i dette efterår. Torsdag er han klar til at spille sin sidste kamp i år, når holdet møder Esbjerg på udebane i pokalturneringen. 

FC Midtjylland har haft et forrygende efterår, hvor det i Superligaen er blevet til 13 sejre og blot en enkelt nederlag i 17 kampe. I pokalturneringen er det også gået fint for ulvene, da man slog Aarhus Fremad ud af turneringen i seneste runde.

Nu er det igen blevet tid til pokalfodbold for FCM’erne. Superligakollegaerne fra Esbjerg FB venter i DBU Pokalen, hvor de to hold spiller om at komme i turneringens kvartfinale. Kampen spilles på Blue Water Arena i det vestjyske.

To af profilerne hos FC Midtjylland, Kristian Bach Bak og Tim Sparv, har begge karantæne til det sidste Superligabrag mod FC København på søndag. De spiller derfor deres sidste fodboldkamp i 2014, når ottendedelsfinalen mod Esbjerg skydes i gang torsdag.

Sidstnævnte erkender, at han ærgrer sig over at være i karantæne mod FCK. Sparv var også ude i den seneste udekamp i Parken, da han på det tidspunkt døjede med en skade. Han ser dog samtidig frem mod Esbjerg-kampen med stor motivation.

- Det er en ærgerlig kamp at miste. Det er en af de kampe, som vi ser ekstra frem til. Der kommer mange mennesker, og det er et fedt stadion og et godt hold vi møder. Når det så er sagt, så ved jeg jo, at det er sådan det er i fodbold, og man kan ikke gå og trække sig, fordi man kan ske at få en karantæne, siger Tim Sparv.

- Vi glæder os meget til kampen mod Esbjerg. Motivationen er i top, og det er altid specielt at spille de her knald eller fald-kampe. Det bliver større og større, jo længere vi når i turneringen, og Esbjerg er et stærkt hold. Der står helt sikkert meget på spil, for vi satser også på pokalturneringen.

Den finske landsholdsspiller mener, at en af udfordringerne ligger i, at holdet skal spille tre kampe på blot sejs dage. Truppen styrke og bredde gør dog, at han er overbevist om, at holdet vil komme med stor energi til kampen i Esbjerg.

- Det er en lidt presset program, og vi er selvfølgelig nødt til at fordele ressourcerne. Der er kort imellem kampene, men det betyder jo også, at nogle af dem, som ikke har spillet så meget, virkelig kan vise deres værd. Jeg tror, at nogle af de spillere vil blomstre i kampen i morgen, siger Sparv.

- Vores trup er både stærkt og bred. Det skal vi selvfølgelig udnytte.

Værd at bemærke op til kampen er, at FC Midtjylland ikke har tabt i de seneste otte indbyrdes opgør mod Esbjerg. Senest de to hold mødtes i Pokalturneringen vandt ulvene med 7-5 efter straffekonkurrence. Denne gang blev kampen også spillet i Esbjerg.

Hvordan Glen Riddersholm og resten af trænerteamet vil gribe kampen ad vil vise sig i morgen, når der fløjtes op til pokalbraget klokken 20.30 i Esbjerg.  

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox