26.02.2014, 16:15 | Af: Administrator

Cheftræner glæder sig over landsholdsudtagelser

Tre nuværende og to tidligere FC Midtjylland-spillere rejser i næste uge med det danske landhold, mens Sonni Nattestad er af sted med det færøske landshold.

FC Midtjylland er flot repræsenteret på det danske landshold, som landstræner Morten Olsen i går udtog til kampen mod England om en uge. Blandt andre var de to tidligere akademispillere Jonas Lössl og Jesper Juelsgård på landstrænerens blok.

- Vi glæder os over, at to af vores tidligere akademispillere Jonas Lössl og Jesper Juelsgård er gået hele vejen. Det vidner om, at talentudviklingen er velfungerende i FC Midtjylland, når vi kan blive ved med at producere spillere til A-landsholdet. Det glæder vi os meget over, siger cheftræner Glen Riddersholm.

Også Morten 'Duncan' Rasmussen, der efter fine præstationer for ulvene i efteråret fik comeback for landsholdet i 6-0-sejren over Malta, hvor FCM-topscoreren kvitterede med to scoringer, er udtaget til kampen mod England. Det samme er Danny Olsen på baggrund af sine stærke præstationer for ulvene i efteråret.

- Morten Duncan har leveret et stærkt indtryk, siden han kom til klubben. Ham er vi rigtig glade for at råde over, og det er fuld fortjent, at han er udtaget. Vi glæder os også på Dannys vegne. Det er her i FC Midtjylland, at han har taget de afgørende skridt i retning af at blive landsholdsspiller.

- Udtagelserne viser meget godt, at når et fodboldhold fungerer, som FC Midtjylland gjorde i 2013, smitter det af på den enkelte spiller. Det udviklingsmiljø og den klubkultur, vi har, er bæredygtig. Den er med til at uddanne og udvikle kommende landsholdsspillere, siger Riddersholm.

Landsholdsudtagelserne er et cadeau til hele holdet, som i 2013 leverede det bedste år i klubbens historie.

- Udtagelserne er en hyldest til hele holdet, som skal have ros. Det samme glæder det daglige arbejde, der bliver udført af alle i og omkring klubben. I fællesskab glæder vi os over landsholdsudtagelserne, siger Glen Riddersholm, der også kan glæde sig over, at Sonni Nattestad er taget af sted sammen med det færøske landshold.

- Vi er stolte over at kunne sende Sonni af sted på træningslejr med det færøske A-landshold. Han fik sin debut i for dem i efteråret, og fortsætter han sin gode udvikling, så er der ingen tvivl om, at der venter flere landskampe til ham i fremtiden, siger Riddersholm.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox